Dennis Matthew Winslow

Dennis er 35 år og lærer på Munkegårdsskolen, hvor han har været siden 2015. Dennis har en kandidatuddannelse i pædagogisk filosofi, og kom til Gentofte fra en lærerstilling i en anden kommune.

- Jeg oplever, at Munkegårdsskolen er et sted, der vægter fagligheden meget højt. Samtidig er her en stor interesse i at ville elevernes det bedste. Som underviser skal jeg både være faglig og have fokus på det sociale og elevernes trivsel. Her er mod til at prøve noget nyt og tænke anderledes, og det synes jeg er meget kendetegnende for Gentofte Kommune.

- Mit gamle lærerjob var mere traditionelt, men nu bruger jeg meget tid på pædagogisk udvikling, også i samspil med andre kommuner. Ud over mine almindelige læreropgaver, er jeg læringsvejleder og sparringspartner for mine kollegaer. Og så er jeg involveret i andre opgaver, som ikke er direkte undervisningsrelaterede. Det gælder fx ’Alle børn skal lære at lære mere’, som er et forskningsbaseret forløb, der bygger på viden om, hvordan lærere og pædagoger bedst muligt laver læringsforløb og undervisning, der fremmer børns læring.

- Jeg er blevet set lige fra starten, og der er tænkt både på mine kompetencer og mit udviklingspotentiale. Ledelsen har en god evne til at se, hvor medarbejderne er, hvor de er på vej hen, og finde deres potentialer. Jeg oplever Gentofte som en kommune, hvor man tør tage chancer, og ledelsen vil gerne have medarbejderne med. Der bliver satset meget på efter-og videreuddannelse.

- Jeg er med på kommunens før-leder uddannelse, Ledelse på vej. I praktikperioderne får jeg konkret erfaring med, hvad det vil sige at være leder, plus at jeg får udvidet mit netværk. Jeg har fået et større blik på, hvor stor en organisation Gentofte Kommune er og det potentiale og de muligheder, der ligger i at arbejde på tværs af fagområder.

- På Munkegårdsskolen er der også en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Der er stor forståelse for familielivet med små børn og alt det, der hører med til det. Det er en fleksibilitet, der betyder noget for min arbejdsglæde og kreativitet.