Nicklas Vestergaard Nielsen

Nicklas er 29 år og pædagog i daginstitutionen Humlebien. Nicklas blev ansat som nyuddannet i 2017, men har tidligere været vikar samme sted og i en anden af kommunens daginstitutioner.

- Jeg er blevet taget godt imod som ny pædagog, og der har været en fin overgang fra at være vikar og til at få mere ansvar som fastansat. Det er godt at være her, specielt samarbejdet med mine kollegaer omkring børnene og den frihed, jeg har til at bruge mine kompetencer.

- Jeg kan godt lide at gøre det, jeg er god til. Men jeg kan også godt lide at bringe mig selv i spil der, hvor jeg er mindre dygtig - f.eks. i tegneprojekter med børnene. Det er jo sjovt alligevel, og så griner vi!

- Det gør mig glad, når jeg fokuserer på at se og anerkende både børnene, deres forældre og mine kollegaer. Omvendt er det rart, når jeg selv oplever, at jeg bliver anerkendt. Jeg er meget tilfreds med ledelsen, som sætter barren højt for vores faglige niveau. Her er plads, omsorg og en finger på pulsen, ikke bare i forhold til børnene, men også hvordan kollegaerne har det, både professionelt og privat.

- Som daginstitution deltager vi i en del spændende, tværgående projekter, som vi arbejder med på vores egen måde. Det kan være projekter som ’Ren by’ og ’Fri for mobberi’. Og når vi som kollegaer er på fælles kurser sammen med de andre institutioner, mærker jeg, at vi også er en del af kommunen som helhed. 

- Jeg kan rigtig godt lide at være her og kan se mig selv her i mange år endnu. Der er gode muligheder, også på sigt, i forhold til kompetenceudvikling. Det gør, at jeg gerne vil arbejde i Gentofte Kommune.