Peter From Nielsen

Peter er 31 år og speciallærer på den særligt tilrettelagte 3-årige ungdomsuddannelse STU, som er en del af beskæftigelsestilbuddet Nextjob. Peter har arbejdet i kommunen siden 2011, hvor han startede som nyuddannet folkeskolelærer.

”Jeg underviser elever mellem 16-25 år, som enten har fysiske eller psykiske udfordringer, eller som kæmper med andre sociale problemstillinger, der gør, at de ikke kan tage en almindelig ungdomsuddannelse. Jeg tilrettelægger deres undervisning, støtter deres faglige udvikling og indlæring og bidrager i det hele taget til deres generelle trivsel”.

”Det er virkelig spændende at arbejde med denne elevgruppe. Jeg følger deres udvikling på tæt hold og ser den glæde, der opstår, når tingene går i den rigtige retning. Jobbet er meget givende, og det pædagogiske og didaktiske arbejde er super interessant - jeg får meget igen som underviser”. 

”Vi er et lille, selvkørende team og tilrettelægger selv vores arbejde. Her er gode rammer, men det er også nødvendigt, når eleverne kommer med så mange forskellige diagnoser og behov. Der er stor tillid til, at vi gør vores arbejde ordentligt. Jeg har samtidig en fin kontakt til min nærmeste leder og kan nemt hente støtte ved f.eks. de svære samtaler med forældre, der har spørgsmål til undervisningen, eller hvis der er udfordringer med en elev”. 

”Jeg ser mig selv som en som en del af Nextjob. Selvom STU er en selvstændig enhed, holder vi møder og deltager i forskellige arrangementer sammen med Nextjob. De borgere, vi tager os af, er med flere steder”. 

”Vi tager godt imod nye medarbejdere – alle, der starter her, har en følordning, får en god personalehåndbog og er igennem et introduktionsprogram. Kompetenceudvikling bliver prioriteret højt. Jeg har f.eks. taget kurser i digitale hjælpemidler. På sigt kunne jeg godt tænke mig at videreuddanne mig til læsevejleder, og det har jeg fået lov til”. 

”Fleksibilitet er der også. F.eks. rejser jeg meget i min fritid, og når man planlægger sammen med kollegaerne, kan vi støtte hinandens behov og ønsker. Der er plads til at arbejde hjemme, hente børn, og hvad man ellers har brug for i en travl hverdag”.

 

Ansvarlig for siden: