Udviklingsplan med perspektiver for fremtiden på social- og specialundervisningsområdet

Perspektivplanen er en helhedsplan og har til formål at skabe en samlet fælles strategi for de fremtidige indsatser og sikre kapaciteten på social- og specialundervisningsområdet i kommunen.

Perspektivplanen udstikker den retning, som kommunen ønsker, at området skal udvikle sig i, og fungerer som et fundament for at skabe fleksible, rummelige og ressourceeffektive tilbud af høj kvalitet til gavn for den enkelte borger.

Bygger på en bred inddragende proces

Der har været en bred inddragende proces forud for udarbejdelsen af analysen, hvor både Handicaprådet, fagfolk og interesseorganisationer har været involveret. Som led i processen har der også været gennemført en bred høringsproces af Handicaprådet, handicaporganisationer, relevante bruger- og pårørenderåd samt i MED-systemet. Processen har dannet grundlag for perspektivplanen herunder udformningen af de fire bærende principper i perspektivplanen, der vil blive styrende for udviklingen af området i de kommende år.

Fire bærende principper

De fire bærende principper i perspektivplanen er:

  1. Selvforsyning, nærhed, inklusion og kvalitet i indsatsen er bærende principper i opgaveløsningen,
  2. Ungeindsatsen skal være sammenhængende og helhedsorienteret
  3. Der er fokus på fleksibilitet og sammenhæng i indsatsen
  4. Teknologi og innovative løsninger skal indtænkes i opgaveløsningen.

Anbefalinger og konkrete forslag

Perspektivplanen indeholder en række anbefalinger og forslag til konkrete ændringer. De konkrete anbefalinger og forslag skal i den kommende tid udfoldes og beskrives nøjere inden de lægges op til endelig politisk behandling. Anbefalingerne lægges enkeltvis op i fagudvalgene til endelig vedtagelse og er således ikke besluttet endnu.

Kommunalbestyrelsen vedtog perspektivplanen i april 2011.