Gentofte går i endnu tættere dialog med borgerne

En helt ny hjemmeside skal få endnu flere borgere i Gentofte til at gå på nettet og betjene sig selv digitalt.

Midlet er en lang række online selvbetjeningsløsninger, som matcher borgernes moderne behov.

Målet med den ny hjemmeside er helt overordnet set at komme endnu tættere på borgernes hverdag:

"Vi ønsker med det nye gentofte.dk at involvere og inspirere til endnu mere dialog med borgerne. Det skal være nemmere at betjene sig via nettet. Og samtidig har vi sat fokus på digitalt at understøtte høringsprocesserne i kommunen, så det er lettere for borgerne at gøre deres indflydelse gældende", siger borgmester Hans Toft.

Giv os et vink

En af hjemmesidens nye funktioner er ”Giv os et vink”, hvor borgerne f.eks. kan gøre kommunen opmærksom på huller i vejen, eller hvis et trafiklys ikke virker. Det er nemt og hurtigt at sende et vink ind, og borgerne får svar, når skaden er udbedret. Hjemmesiden går også i dialog med borgerne på en helt ny måde, fordi det nu er muligt at sende svar og kommentarer f.eks. forslag til lokalplaner. Det er også langt nemmere for borgerne at finde frem til informationer om f.eks. lige præcis den institution, som de er interesseret i.

Udover at tilgodese borgernes stigende behov for online-muligheder er der også tale om en effektivisering i administrationen, idet en digital henvendelse og sagsbehandling er langt billigere end en personlig henvendelse.

Også designmæssigt er der sket store forandringer. Ny skrifttype og nye billedelementer er i fokus, ligesom selvbetjeningslinks er highlightet.

Gentoftes nye hjemmeside gik i luften d. 17. maj 2011.

Ansvarlig for siden:

Gentofte Kommune
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39980000,