300 skoleelever får innovation på skemaet

Fra onsdag morgen sætter Skovgårdsskolen i Gentofte innovation på skemaet. Over 48 timer skal 300 elever fra 6.-9. klasse levere innovative løsninger på udfordringer fra bl.a. Better Place, Dong, Maersk Drilling, Danmarks Naturfredningsforening, ISS og Københavns Energi.

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Det er et spørgsmål, som optager både politikere, erhvervsliv og medier. Mange peger på, at vækst og jobskabelse skal komme fra innovation, iværksætteri og teknologisk fremsynethed. Spørgsmålet er bare, hvordan vi kommer der til.

Med det ambitiøse projekt, ’Innovations-Camp 2011’, tager Skovgårdsskolen i Gentofte tyren ved hornene og sætter innovation og iværksætteri på skemaet over 48 timer.

Det intensive forløb starter onsdag d. 9. november og slutter fredag d. 11. november med præsentationer og taler af bl.a. Gentoftes borgmester Hans Toft og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Reelle udfordringer

Fra morgenstunden onsdag stempler 300 elever fra 6-9. klasse ind til den 48 timers innovationscamp. 

Her vil de i samarbejde med en række virksomheder og organisationer komme med innovative løsninger på konkrete opgaver som DONG, ISS, Kræftens Bekæmpelse, BetterPlace og Maersk Drilling står over for. De stillede opgaver har skullet leve op til skolens krav om samfundsrelevans ud over relevans for den enkelte virksomhed.

- Vores ambition er, at skolen skal udvikle børnenes evner til at være innovative. Det i sig selv kræver nytænkning i og af folkeskolen. Med den 48 timers non-stop innovations-camp forsøger vi at sætte handling bag ordene for vores elever i 6.- 9. klasse, siger Tina Lykkegaard Marker, udskolingsleder på Skovgårdsskolen.

Fhv. statsminister runder af

De 48-timers InnovationsCamp slutter fredag formiddag. Her vil fhv. statsminister, Lars Løkke Rasmussen og Gentoftes borgmester Hans Toft deltage ved elevernes præsentationer.

Sammen vil de kommentere på projektet og løsningerne og tale om perspektiverne for at arbejde mere målrettet med innovation i folkeskolen.

- I Gentofte arbejder vi målrettet for at ruste vores skoleelever til en verden, hvor en af de centrale forudsætninger er, at man kan omsætte tillært viden til anvendelige og brugbare løsninger. Det er Skovgårdsskolens Innovations-Camp 2011 et glimrende eksempel på - kreativ idégenerering kombineret med rigtige opgaver udefra samt krav om produkter og formidling, forklarer Hans Toft.

Om samarbejdspartnere

Skovgårdsskolen samarbejder med en række virksomheder og organisationer i forbindelse med InnovationCamp 2011. Hver af partnerne stiller eleverne konkrete opgaver inden for områderne Energi & Klima, Sundhed, Forebyggelse og Fællesskab.

De deltagende organisationer er:

DONG, Københavns Energi, Maersk Drilling, Danmarks Naturfredningsforening, Kræftens Bekæmpelse, BetterPlace, Concito, Scandlines, Joe and the Juice, FDB, Vestforbrændingen og ISS.

 

Ansvarlig for siden:

Kommunikation
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39980000,