Ny tennishal indvies i Skovshoved

En splinterny tennishal og et renoveret klubhus står klar til at blive taget i brug i Skovshoved.

Det er meget at glæde sig over for idrætsglade borgere i kommunen. En helt ny, indendørs tennishal står klar til brug til glæde for Skovshoved Idrætsforenings mange brugere og Skovshoved Skoles elever.

Med den nye hal har Skovshoved Idrætsforening fået 2285 m2 under tag, som giver mange nye udfoldelsesmuligheder for både tennis- og badmintonentusiaster. Og Skovshoved Skoles elever har fået et nyt sted, de kan bruge i idrætsundervisningen.

"Skovshoved Idrætsforening kan nu tage hul på en helt ny æra med endnu bedre plads til udfoldelse for alle, både børn og voksne. Og Skovshoved Skole kan tilbyde eleverne endnu bedre rammer for idrætsundervisningen. Den nye tennishal og det renoverede klubhus giver helt nye muligheder for at dyrke idræt for bredden og eliten”, siger borgmester Hans Toft.

Naturligt samlingspunkt for idrætsgrene

Den 2050 m2 store rundbuehal skal først og fremmest bruges til tennis, men kan også bruges til tv-transmitterede badmintonstævner i badmintonligaen. Udover de mange flere spillekvadratmeter kan foreningen også tage et renoveret og udvidet klubhus i brug. Det er ændret på en måde, så foreningens forskellige idrætsgrene nu får et naturligt samlingspunkt, med restauranten Siffen placeret i midten.

Den nye tennishal er blevet til med en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og en bevilling fra Gentofte Kommune. De nye faciliteter i Skovshoved Idrætsforening er en del af en samlet strategi for udbygning og modernisering af idrætsfaciliteterne i Gentofte Kommune.

De nye, flotte faciliteter fejres med en indvielsesfest fredag d. 30. september med deltagelse af borgmester Hans Toft.

En forening med mange aktiviteter

Skovshoved Idrætsforening kunne i 2009 fejre sit 100 års jubilæum med knap 2500 registrerede medlemmer. I foreningen kan man dyrke tennis, badminton, fodbold og skydning, men stedet er også samlingspunkt for flere andre fritidsaktiviteter, f.eks. seniorgymnastik, ballet og tango. Derudover skal Skovshoved Skole benytte den nye hal i idrætsundervisningen.