Gentofte med i nyt stærkt kultursamarbejde

Gentofte Kommune og 25 andre kommuner i Region Hovedstaden og Kulturministeriet underskrev mandag en ny fælles kulturaftale, der skal skabe en styrket kulturmetropol omkring Øresund.

Kulturen skal ud i gaderne, børn og unges kreative kompetencer skal styrkes, der skal afholdes flere store idrætsbegivenheder og Øresundsregionen skal rage op i det europæiske kulturlandskab. Det er nogle af målene for den nye fælles kulturaftale, som 26 kommuner, Region Hovedstaden og Kulturministeren underskrev mandag den 23. januar 2012.

 

Aftalen indeholder seks indsatsområder, der strækker sig fra børne- og ungeområdet over institutionernes møde med nye brugere til byens rum, kobling af kultur og idræt, store idrætsbegivenheder og vækst i de kreative kulturerhverv. Gentofte Kommune har meldt sig til at deltage i fem af projekterne, bl.a. Kulturens Motionsdag, strategi for idrætsevents, festivaler og Projektspace, der skal udvikle attraktive kulturtilbud til unge.

 

Udviklingen af kultur- og idrætsbegivenheder tiltaler formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Gentofte Eyvind Vesselbo:

 

- Det er oplagt, at Gentofte Kommune sammen med andre kommuner udvikler en strategi for, hvordan vi bl.a. får flere store kultur- og idrætsevents til regionen og dermed også til kommunen. Her i Gentofte har vi gennem flere år haft fokus på både eliteidræt og breddeidræt og har store muligheder især på søsportssiden for at afholde store sportsbegivenheder. Og vi er allerede i gang på kulturens område med Copenhagen Jazzfestival og Golden Days, siger Eyvind Vesselbo.

 

1,7 millioner borgere

I aftalen deltagerAlbertslund, Allerød, Ballerup, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre og Stevns kommune, samt Region Hovedstaden og Kulturministeriet.

 

25 millioner til kultur

Det samlede budget til projekter i kulturaftalen er 25,4 millioner kroner for perioden 2012-2015. Her har kommunerne bidraget med samlet 9 millioner kroner, Region Hovedstaden med 5 millioner kroner og Kulturministeriet med 11,4 millioner kroner.

Kulturaftalen bliver det første forpligtende samarbejde på tværs af kommunerne og Region Hovedstaden på kulturområdet. Visionen er, at man på sigt også kan række hånden over Øresund og skabe en samlet kulturmetropol i øresundsregionen, og derfor bærer aftalen navnet KulturMetropolØresund.