Nyt gæstehus skal styrke dagplejen

Gentofte Dagplejes nye gæstehus ”Villa Bagatelle” skal øge pasningssikkerheden for børn i dagpleje og være nyt møde- og legested for alle dagplejegrupper.

Der kommer nyt liv i det tidligere dagcenter for ældre på Jægersborg Allé, Villa Bagatelle, når den gamle herskabsvilla genåbner 2. februar som gæstehus for Gentofte Dagpleje.

 

Gæstehuset skal fremover være fast pasningstilbud for alle børn i dagplejen, når den faste dagplejer er syg eller fraværende. Desuden bliver huset nyt møde- og legested for alle kommunens dagplejegrupper.

 

"Med Villa Bagatelle øger vi fleksibiliteten i kommunens dagpleje til glæde for alle. Huset vil også øge trygheden for børn og forældre, når den faste dagplejer er syg eller fraværende, da børnene vil kende huset og de ansatte i forvejen", siger borgmester Hans Toft.

 

I Villa Bagatelle får børn og dagplejere bl.a. mulighed for at være sammen på tværs af de etablerede legestuegrupper og boltre sig på den nyanlagte legeplads. 

 

Udover dagplejen, er det også planen, at eksempelvis kommunens sundhedspleje samt mødre- og netværksgrupper skal kunne bruge huset i både dag- og aftentimerne.

 

Villa Bagatelle ligger på Jægersborg Allé 147.


Ansvarlig for siden:

Børn Unge og Fritid
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39984500,