Børn og unge klarer sig godt i Gentofte

Årets resultatrapport for Gentofte Kommunes skolevæsen viser, at børn og unge i Gentofte generelt har et højt fagligt niveau, og at de sammen med deres forældre samlet set er tilfredse med skolegangen.

Børn og unge i Gentofte har generelt et højt fagligt niveau undervejs i skoleforløbet og ved afslutningen af folkeskolen. Hovedparten af de unge vælger at fortsætte i uddannelsessystemet efter endt 9. eller 10. klasse. Gentofte Kommune er den kommune i landet, hvor den største andel af en ungdomsårgang forventes at gennemføre en videregående uddannelse. Formand for Børne- og Skoleudvalget, Pia Nyring, siger:

Igen i år viser resultatrapporten, at vi er på rette vej. Vores børn og unge klarer sig godt, og de fleste vælger at videreuddanne sig efter endt skolegang. Og tilfredsheden med skolerne hos børnene, de unge og deres forældre er god. Så vi kan være stolte af resultatet, men vi har en ambition om, at endnu flere skal tage en ungdomsuddannelse."

Godt grundlag for udvikling af folkeskoler

Resultatrapport 2010/11 peger også på områder, der skal arbejdes videre med. Bl.a. er der fokus på faglighed, undervisningsdifferentiering og drengene i forhold til læringsmiljøer.

Resultaterne i rapporten skal kobles med Gentofte Kommunes nye ambitiøse vision for skoleområdet ”Læring uden grænser”. Pia Nyring uddyber:

Vi har netop politisk vedtaget en meget ambitiøs vision for skoleområdet, som skal vise vejen for et endnu stærkere skolevæsen. Et skolevæsen som giver vores børn og unge optimale muligheder for at udnytte deres potentialer. I den sammenhæng er årets resultatrapport et godt pejlingsmærke, som viser os, at vi er på rette vej. Nu skal vi have en god dialog med skolerne om resultaterne, så vi sammen kan fortsætte den konstruktive udvikling”.

I det kommende arbejde med ”Læring uden grænser” vil dokumentationen i resultatrapporten blive brugt bl.a. i spørgsmålet om, hvorvidt det enkelte barns potentialer bliver brugt, udfoldet og udnyttet maksimalt.

I januar 2012 blev resultaterne og de fremadrettede handlinger drøftet med hver enkelt af kommunens folkeskoler. Resultaterne vil ligeledes indgå i skolernes dialog med Børne- og Skoleudvalget i 2012.

Læs den samlede resultatrapport samt resultater for hver skole via dette link.

 

Ansvarlig for siden:

Børn Unge og Fritid
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39984500,