Skoleliv fra dengang

Ny udstilling på Gentofte Hovedbibliotek viser skoleliv, fra dengang læreren skrev UG minus. Se, om du finder dig selv på et af billederne, eller kan kende de gamle skolebøger.

Lokalhistorisk Arkiv og Gentofte Hovedbibliotek viser en lille udstilling om skoleliv i Gentofte gennem mere end 100 år – fra sidst i 1800-tallet og frem til i dag.

 

Udstillingen fortæller historien om, hvordan skolelivet har ændret sig fra dengang til nu. I gamle dage gik man i skole hver anden dag, lærte at læse i kor, og kun drengene havde gymnastik på skoleskemaet. Det var disciplinen, der dengang var i højsædet.

 

I dag får drenge og piger samme undervisning, der er fokus på den enkelte elev, og skolens rolle er i langt højere grad at skabe engagerede medborgere.

 

Udstillingen byder på unikt og spændende materiale fra kommunens skoler. Man kan bl.a. se billeder, gamle protokoller, skolebøger, indmeldelseskort, syprøver fra håndgerning, skoleblade, kladdehæfter og læreres ”noterebøger” i udstillingen.

 

Ideen til udstillingen kom, da arkivet fik fire flyttekasser med materiale fra Ordrup Skole – noget af det helt tilbage fra skolens begyndelse i 1872. Nu er det muligt for borgerne at se det interessante materiale, inden det lægges i kælderen, hvor det bevares forsvarligt for eftertiden. Udstillingen viser også materiale fra andre skoler i kommunen.

 

Udstillingen kan ses fra fredag den 20. april og frem til d. 1. september 2012. Så kig op på 1. sal, næste gang du alligevel er på Hovedbiblioteket.

Ansvarlig for siden:

Gentofte E-Arkiv og Lokalhistorisk
, 39985820,