Ledige vælger selv inspiration til jobsøgning

Frikommunerne Gentofte og Gladsaxe er gået sammen om at give ledige borgere mulighed for at vælge netop de temamøder indenfor jobsøgning, de ønsker at blive bedre til.

Hvordan vil arbejdsgiverne have ansøgningen? Kan jeg skifte fra en branche til en anden eller kan jeg skaffe job via netværk? Ledige i Gentofte og Gladsaxe har fået mulighed for selv at vælge temamøder indenfor jobsøgning, som de ønsker at blive bedre til.

Gentofte og Gladsaxe kommuner har som et led i frikommuneforsøget lanceret en hjemmeside, hvor ledige borgere i de to kommuner selv kan gå ind og booke de emner, de er specielt interesserede i på kommunernes hjemmesider.

Borgmester i Gentofte Kommune Hans Toft er tilfreds med, at frikommuneforsøget kan bruges som løftestang til at give borgerne i de to kommuner en endnu bedre service.

- Det, at vi giver borgerne et frit-valg i forhold til at gøre sig til klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet er netop et eksempel på, hvad vi vil med vores frikommune-status. Vi ser på den enkelte borgers behov. Det handler jo om at bringe flest mulige af vores borgere tilbage på arbejdsmarkedet, siger han.

Supplement til samtaler

Hvis du er ledig, skal du til samtale med en sagsbehandler i jobcentret, som giver dig støtte og inspiration til at komme i job. Sådan har det været siden jobcentrenes første leveår. De nye temamøder er et tilbud som supplement til samtalerne med sagsbehandleren.

"Jeg er rigtigt glad for, at vi med dette initiativ kan yde en ekstra service over for vores ledige borgere. Vi giver de ledige mulighed for selv at vælge netop det, de selv oplever at have brug for, og vi undgår at spilde ressourcer på tilbud, der ikke rammer deres behov. Jeg håber meget på, at de ledige selv vil bidrage med at efterspørge emner, der ikke aktuelt bliver udbudt, så vi bedre kan opfylde deres behov", siger Karin Søjberg Holst, borgmester i Gladsaxe Kommune.

Starter med syv temaer

Der er foreløbigt udbudt syv temaer som for eksempel ’Sådan vil de ha’ ansøgningen - for øvede jobsøgere’, ’Fra én branche til en anden - gode jobmuligheder i det storkøbenhavnske arbejdsmarked’, ’Sæt dig klare mål – og nå dem!’ og ’Job via netværk - brug af sociale medier og netværk’.

De første syv temaer er udvalgt på baggrund af en undersøgelse blandt de ledige i de to kommuner, men borgerne opfordres til at komme med forslag til nye temaer.

Del af frikommuneforsøg

Ideen med at tilbyde borgerne at vælge mellem en række temamøder og bruge dem som inspiration og springbræt til at komme i arbejde er opstået som del af Gentoftes og Gladsaxes fælles status som frikommuner. Som frikommune har man mulighed for at udfordre den gældende lovgivning og komme med nye bud på effektive og meningsfulde måder at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen på.

Ansvarlig for siden:

Job og Ydelser
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39986070,