Gentofte endnu grønnere - Gentofte Kommune

Gentofte endnu grønnere

Gentofte Kommune gør meget for at nedsætte kommunens CO2-udledning. I 2009 indgik kommunen en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive klimakommune.

Med aftalen forpligter kommunen sig dermed til at reducere udledningen af CO2 fra sin egen drift med 2 % om året fra 2009 til 2025.

En opgørelse viser, at CO2-udledningen samlet set er blevet reduceret med hele 3,8 % fra 2010 til 2011. Det svarer til, at Gentofte Kommune har udledt ca. 559 ton mindre CO2 i 2011 end i 2010. Det viser, at arbejdet med kommunens Energihandlingsplan 2011 – 2016 nu begynder at give resultater.

 

Det grønne regnskab

 

Gentofte Kommunes grønne regnskab for 2011 er også gjort op. Det viser, at udledningen af CO2 fra kommunens egne bygninger er reduceret med 5,5 % fra 2010 til 2011.

 

Gentofte Kommune er således på rette vej som klimakommune. Kommunen har gjort en lang række tiltag for at skabe en mere bæredygtig udvikling. Kommunen omlægger blandt andet energiforsyninger til mindre CO2-udledende energikilder som fjernvarme, solcelleanlæg og solfangere.

 

For eksempel har boldklubben B1903 fået et solfangeranlæg, der forventes at kunne opvarme 70 % af det varme vand til B1903. Det svarer til fire ton mindre CO2 om året. Gentofte Kirkegård, Hellerup Kajakklub, Hovedbiblioteket og Palladium komplekset i Hellerup Havn har alle fået fjernvarme i 2011.

 

Alene her forventes kommunen at reducere sin CO2-udledning med ca. 100 ton. Et andet eksempel er Børnehuset Lanternen, hvor der er lagt solcellepaneler på taget. Solcellerne producerer ca. 21.000 kWh om året, hvilket gør institutionen selvforsynende med strøm.

 

Lisbeth Winther, formand for Teknik og Miljøudvalget, glæder sig over, at Gentofte bliver endnu grønnere:

 

"Vi ønsker at være med til at sætte yderligere gang i den bæredygtige udvikling. Det er sund fornuft for miljøet og for økonomien. Derfor glæder det mig at se, at de konkrete handleplaner bærer frugt. Det er en vej, vi skal fortsætte ad.’"

 

For at skabe en endnu mere bæredygtig kommune inddrager Gentofte Kommune flere borgere og erhvervslivet gennem samarbejde med grundejerforeninger, lokale virksomheder og interesseorganisationer. Blandt andet deltager kommunen i et landsdækkende forsøg startet af firmaet ChooseEV, hvor Gentofte borgere har mulighed for at teste en elbil i tre måneder.

 

Du kan læse meget mere om Gentofte Kommunes mange initiativer og få gode råd til, hvad du selv kan gøre i dit eget hjem, i kommunens grønne regnskab for 2011. Du finder det grønne regnskab på bibliotekerne, i Kommuneservice og på gentofte.dk.