Vinder af app konkurrence kåret - Gentofte Kommune

Genvejsmenu

Vinderen af Gentofte App Camp er kåret

Efter tre intense og spændende dage på Bernstorff Slot kunne vinderen af Gentofte App Camp 2012 endelig kåres. Konkurrencen var benhård til det sidste.

Det var en flok trætte men glade studerende, der lørdag morgen trådte ud af arbejdsværelserne for at præsentere dommerpanelet for hver deres løsningsforslag til fremtidens mobile borgerservice.

I løbet af formiddagen og først på eftermiddagen fik hvert hold mulighed for at præsentere deres løsningsforslag og argumentere for, hvorfor netop deres bud på en mobil app i kategorierne borgernærhed eller Læring uden grænser var den bedste. Præsentationerne bød på den ene fascinerende og innovative løsning efter den anden.

Gentofte Challenger vinder konkurrencen

Men ikke alle kan vinde. To løsninger, ”G4ME” og ”Gentofte Challenger” gik videre til den endelige finale, og det blev ”Gentofte Challenger” i kategorien Læring uden grænser, der løb af med den endelige sejr.

Vindere af Gentofte App Camp 2012

Gentofte Challenger er en spil-app, hvor lærere, elever, forældre og andre bidragsydere på en fælles platform kan udfordre hinanden med opgaver som løses direkte på mobilen. Alt lige fra quizzer til filmproduktion kan indgå i app’ens univers og hvor tanken blandt andet er, at læring ikke kun opstår ved løsning af selve opgaven, men i lige så høj grad i det at udtænke opgaven.

Med andre ord et læringsmiljø med brugergenereret indhold som understøtter Læring uden grænsers fokus på faglighed, fællesskab og fremsyn – og nu med et tilføjet ekstra ”f” for fun. Det skal være sjovt at lære, uanset hvor og hvornår!

En app med store perspektiver

Dommerpanelet begrundede sin afgørelse med, at ideen kan omsættes nu og her og rummer spændende fremtidsperspektiver som understøtter fremtidens skole – ikke bare i Gentofte men potentielt på landsplan.

Løsningen udfordrer den traditionelle måde at organisere læreplaner og fagplaner på, og er en ny mulighed for at motivere på elevens præmisser.

Runner-up med fokus på relationer og nærhed

Andenpladsen gik til løsningen ”G4ME” i kategorien borgernærhed. ”G4ME” er et socialt miljø i mobil form til understøttelse af samhørighed og nære relationer i kommunen. Udgangspunktet er personaliserede aktivitetskalendere og skabelse af tværgående netværk mellem kommune og borgere og borgere imellem.

Runner-up holdet på App Camp

Blandt campens andre spændende bud på mobile apps var opgavebørser rettet mod frivilliges indsats for fællesskabet og en løbe-app med indbyggede konkurrencer, hvor sponsormidler bidrager til fx renoveringsopgaver i det fælles rum. 

Ceremonien i slottets havesal lørdag eftermiddag markerede afslutningen på to virkelig spændende døgn, hvor både kommunens repræsentanter, konkurrencedeltagerne samt sponsorer og samarbejdspartnere fik et fascinerende indblik i, i hvilken retning fremtidens mobile borgerservice skal bevæge sig. Der var lettelse og høj stemning i lokalet, da borgmester Hans Toft gratulerede holdene med deres arbejde og overrakte præmierne.

Nu skal der arbejdes videre med ideerne, og en stor tak skal lyde til alle deltagende og bidragsydere. Især tak til konkurrencedeltagerne for en flot, flot indsats.

 Læs mere om Gentofte App Camp 2012.

Ansvarlig for siden:

Kommunikation
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39980000,