Vangede Bibliotek åbner igen

Kom til åbningsarrangement på det nye Vangede Bibliotek med hyggelige aktiviteter for både store og små.

Vangede Bibliotek er klar til at slå dørene op igen efter en kort periode med modernisering og nyindretning. Det fejres ved et åbningsarrangement mandag d. 19. marts kl. 10.

Borgmester Hans Toft byder velkommen og Vangede Venners biblioteksgruppe står sammen med bibliotekets personale for morgenbord med kaffe, the og rundstykker.

Pianisten Bo Riemer sørger for hyggelig levende musikledsagelse. Til de små er der underholdning ved en ballonkunstner.

Små ambassadører

Biblioteket har også i dagens anledning inviteret Grøn Guide Gentofte til at fortælle om projektet ”Klima-ambassadører i Vangede”. Mens der bliver fortalt, kan børnene selv lave små urtepotter og så sommerblomster i potterne.

Lyst og indbydende

Bibliotekets gulve og vægge er i de sidste måneder blevet frisket op, og indretningen er forbedret, så biblioteksrummet fremtræder lyst og indbydende.

På en central plads i biblioteket er der en sat en ny udstillingsvæg op. Her formidles et udvalg af bibliotekets materialer på en ny og mere attraktiv måde.

I samme område kan man også bruge bibliotekets pc’ere eller en medbragt laptop. Der er lagt vægt på at øge antallet af siddemuligheder, hvor man kan slå sig ned og læse aviser og tidsskrifter.

X-box og hængekøje

Også i børneafdelingen er der sket nyt med en mere spændende og appellerende reolopstilling. De mindste børn og deres forældre er tilgodeset med nye siddepladser, og de større børn har fået en spillezone med Xbox og ikke mindst en hængekøje.

Bibliotekets personale glæder sig til at præsentere et fornyet Vangede Bibliotek og byder alle sine brugere velkommen igen til åbningsarrangementet.

Ansvarlig for siden:

Kulturafdeling
Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup, -,