Peter Øvig Knudsen modtager årets Kulturpris

Gentofte Kommunes Kulturpris går i år til Peter Øvig Knudsen. Prisen overrækkes på GentofteNatten ved en koncert på Hovedbiblioteket.


Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen modtager Gentofte Kommunes Kulturpris, der hvert år siden 1992 er blevet uddelt til en fremtrædende gentofteborger. Ud over æren følger med prisen et diplom og 25.000 kroner.

"Peter Øvig Knudsen har velfortjent høstet store roser for sit grundige og tilbundsgående forfatterskab. Vi kan være stolte af at kunne hædre en af landets mest fremtrædende forfattere", siger borgmester Hans Toft.

Foredrag og koncert med Peter Øvig Knudsen og Tømrer-Claus

Peter Øvig Knudsen får overrakt prisen af borgmester Hans Toft på GentofteNatten, under en ”foredragskoncert”, hvor Peter Øvig Knudsen live opfører bogen ”Hippie” sammen med ”Tømrer-Claus”. Musikeren Tømrer-Claus var selv en af deltagerne i Thylejren og rejste til Thy med sin værktøjskasse og en elektrisk guitar for at være med til at bygge en lejr til det nye samfund. Eksperimentet varede i 74 dage.

Fyrre år senere bliver Tømrer-Claus opsøgt af Peter Øvig Knudsen, der har lyst til at skrive en bog om hippietiden. Til koncerten på Hovedbiblioteket leverer Tømrer-Claus og Marianne Sonntag musikken, og Peter Øvig læser op af sin bog og fortæller om arbejdet med de hundredvis af kilder fra dengang.

Om Peter Øvig Knudsen (f. 1961)

Peter Øvig Knudsen har arbejdet som journalist på Dagbladet Information og Weekendavisen, men har siden 2003 arbejdet som forfatter.

Han er især kendt for sine bøger om Blekingegadebanden, der udkom med første bind i 2007 og andet bind i 2008. Bøgerne høstede roser hos anmeldere og publikum, og indbragte blandt andet Peter Øvig Knudsen Cavlingprisen i 2007.

Om Gentofte Kommunes Kulturpris

Gentofte Kommune uddeler hvert år en pris til en fremtrædende kunstner med bopæl i kommunen, der har gjort sig bemærket på den danske eller internationale kulturscene. Kulturprisen gives som en anerkendelse af kunstnerens store arbejde og talent.

Prisen er gennem tiden gået til kunstnere som Sanne Salomonsen, Anne Linnet, Palle Mikkelborg, Bent Fabricius Bjerre, Lars H.U.G., Lisbet Dahl og Paprika Steen. Sidste år fik skuespiller Henning Jensen prisen. Prisen skal medvirke til at skabe opmærksomhed omkring kulturlivet og det store kunstneriske potentiale i kommunen.