Nyt ahorntræ erstatter markant hestekastanje

Den store hestekastanje foran kapellet på Mariebjerg Kirkegård er nu så angrebet af råd, svamp og ælde, at den må fældes af sikkerhedsmæssige grunde. I stedet plantes en ny, stor ahorn, som om få år vil pryde pladsen foran kapelbygningen med sin tætte krone og flotte efterårsfarver.

Hestekastanje ved kapellet på Mariebjerg Kirkegård

Hestekastanjen vurderes at være 130-150 år gammel, og det var således allerede et stort træ ved starten af Mariebjerg Kirkegårds anlæggelse i 1926.

Park og Vej har værnet om træet i mange år, og i tidens løb er der blevet monteret wirer i et forsøg på at holde kronen sammen. Men nu er træet desværre i sin allersidste fase, og halvdelen af kronen er næsten gået ud.

Park og Vej har derfor - efter samråd med en ekstern træekspert fra Københavns Universitet - besluttet at fælde træet af sikkerhedsmæssige grunde.

I samme bed vil der i forlængelse af fældningen blive plantet en ahorn, som med tiden vil være en værdig arvtager for hestekastanjen.

Har du spørgsmål til sagen, er du velkommen til at kontakte Park og Vej på park-vej@gentofte.dk eller på telefon nummer 39 98 81 00.