Ordruplunds Venner modtager Ældreprisen 2013

Årets Ældrepris tildeles frivilliggruppen ”Ordruplunds Venner”, der holder til i Ordruplund Plejeboliger for at inspirere beboerne til at leve hele livet og skabe en ekstraordinær indsats med en lange række aktiviteter til glæde for beboerne.

Ældreprisen blev indstiftet af Kommunalbestyrelsen i 1994 med det formål at synliggøre en ekstraordinær indsats over for ældre i Gentofte Kommune.

 

I 2013 går Ældreprisen til en gruppe aktive frivillige, ” Ordruplunds Venner”, som de sidste ca. 10 år har givet ekstra værdi til beboerne i Ordruplund Plejeboliger. De frivillige i Ordruplunds Venner tæller for tiden 22 medlemmer, og de er det ekstra flødeskum, der gør hverdagen lidt bedre både for beboere og personale.

 

Prisoverrækkelsen fandt sted på Gentofte rådhus den 19. december, hvor borgmester Hans Toft på Kommunalbestyrelsens vegne kvitterede for Ordruplunds Venners store indsats til formanden for Venneforeningen, Sonja Minor Hansen.

 

"Det er stor gruppe af frivillige, der modtager prisen, og det gør bare glæden endnu større, at vi kan anerkende så mange på én gang”, siger Hans Toft.

 

Udover prismodtagerne, som var mødt talstærkt op med ægtefæller, børn og børnebørn, var også tidligere prismodtagere, Frivilligcenter Gentofte, medlemmer af Kommunalbestyrelsen, medlemmer af Seniorrådet samt repræsentanter fra direktionen mødt op.

 

"Vi er frivillige, fordi vi ikke kan lade være. Når man er frivillig opdager man den glæde, der tændes i et menneskes øjne og den glæde du føler selv", udtaler en stolt formand for Ordrupslunds Venner, Sonja Minor Hansen ved overrækkelsen af Ældreprisen.

 

Foruden æren modtog Ordruplunds Venner et fad i glas af årets Gentofte-kunstner Vivian Rose 2013.



Ansvarlig for siden:

Social & Sundhed
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, ,