Årets Initiativtager 2013

Hvem skal have 25.000 kr. for et godt initiativ?

For sjette gang kan du indstille en kandidat til Gentofte Kommunes initiativpris. Prisen går til en person eller en gruppe, der har ydet en særlig indsats på det kulturelle, sociale og idrætslige område.

De engagerede og aktive borgere værdsættes meget højt i kommunen, ikke mindst fordi de har en afgørende betydning, når kommunen og lokalsamfundet i dagligdagen bindes sammen gennem aktiviteter og særlige indsatser, hvor borgere selv er initiativtagere og samtidig involverer sig i at gennemføre initiativerne, hvilket medfører at den enkelte borger anvender en stor del af sin fritid i det frivillige arbejde. Kommunen vil gerne udtrykke anerkendelse for den indsats, der gør en forskel i dagligdagen for mange af kommunens borgere.

Prisen uddeles én gang årligt til en person eller en gruppe, der har ydet en særlig indsats på det kulturelle, sociale eller idrætslige område. I 2012 modtog Pia Boysen Initiativprisen for sit ihærdige engagement i børnekorene ved Gentofte og Jægersborg Kirker. I 2011 var det Natteravnene, der modtog prisen for deres enestående arbejde i kommunen.

Indsend dit forslag til, hvem der bør modtage Initiativprisen 2013 til Kulturkonsulent Per Sohl, Kultur og Bibliotek, Gentofte Kommune, Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup, ps@gentofte.dk. Du skal skrive en kort begrundelse samt kontaktoplysninger på kandidaten. Der er deadline den 4. marts.