Gå på biblioteket, og få styr på det digitale liv

Netcaféer på bibliotekerne har stor succes og efterlyser flere frivillige.

Gentofte kom på verdenskortet i foråret, da en gruppe kommunaldirektører fra hele verden besøgte kommunen for at se på digital borgerservice.

 

Der blev nikket og smilet og uddelt anerkendende kommentarer på mange sprog – men for nogle borgere stivner smilet ved ord som digital borgerservice. For hvad gør man, hvis man aldrig har sendt en email eller logget ind på noget som helst?

 

Borgere hjælper borgere

 

Det problem blev hurtigt set, og sideløbende med kommunens digitaliseringsproces åbnede bibliotekerne netcaféer. Her stod frivillige klar til at hjælpe borgere, der skulle have en hånd til at komme i gang med det digitale liv. Det har været en stor succes.

 

Den første netcafé blev startet på Hovedbiblioteket i Hellerup i september 2010, og siden da er det gået stærkt: Nu er der netcafé på alle bydelsbibliotekerne og efterspørgslen vokser.

 

Mogens Bandholm har været med som frivillig i et par år og fungerer nu som netcaféernes koordinator:

 

"Det startede med, at min kone så en reportage fra en netcafé i avisen, hvor der blev efterlyst frivillige. Jeg meldte mig, og har været med siden", siger han og fortsætter:

 

"Vi hjælper især ældre med at blive fortrolige med computeren. Det er de helt basale ting som f.eks. NemID, men vi er også en slags teknisk borgerservice. I netcaféerne hjælper vi med at vedligeholde computeren og med at løse problemer, der kan se kryptiske ud for nybegyndere".

 

Mogens Bandholm er glad for at dele ud af sin interesse for den digitale verden:

 

"Vi gør meget ud af at motivere alle til at kigge lidt på alle de muligheder, der er på internettet. Der er mange, der har familie i udlandet, og når man kan kommunikere over for eksempel Skype og dele billeder og hilsner på Facebook, giver det en helt ny kontakt, og det er der mange, der er rigtig glade for".

 

Alle er velkomne

 

Du behøver ikke melde dig til netcafé, og du bestemmer selv, om du vil have din egen computer med eller bruge bibliotekets. Duk bare op, og få en kop kaffe og en småkage med.

 

Netcaféerne er blevet en fast del af den service, bibliotekerne yder til borgerne, og det frivillige engagement er drivkraften. Der er altid brug for flere med lyst til at lære fra sig – det kræver kun lysten og et rimeligt kendskab til IT.

 

Er du interesseret i at lære mere om IT eller være med som frivillig underviser? Så kan du kontakte bibliotekar Jeannette Larsen på Hovedbiblioteket på 3998 5877 eller email jeal@gentofte.dk, eller kik forbi en af netcaféerne.

 

Netcaféerne er åbne fra januar til maj og igen fra september til og med november. Der er netcaféer på alle biblioteker i Gentofte Kommune – spørg hvornår på dit lokale bibliotek eller se Gentofte Bibliotekernes hjemmeside: www.genbib.dk/page/netcafeen.