Ny kommunaldirektør i Gentofte Kommune

Michael Graatang bliver ny kommunaldirektør i Gentofte Kommune. Det vedtog en enig kommunalbestyrelse mandag aften. Den nye kommunaldirektør er 53 år og kan trække på mange års ledelseserfaring i den kommunale verden.

Michael Graatang fik sin første stilling som kommunaldirektør som 37-årig og har mere end 20 års erfaring fra fire forskellige kommuner. Michael Graatang kommer senest fra en stilling som kommunaldirektør i Halsnæs Kommune og var tidligere kommunaldirektør i Frederiksværk Kommune.

Der var 23 kandidater til stillingen.

Borgmester Hans Toft ser frem til samarbejdet med den nye kommunaldirektør:

”Med Michael Graatang får vi en erfaren og udviklingsorienteret kommunaldirektør med stor indsigt i den grundliggende drift i en kommune", siger Hans Toft. "Gentofte Kommune skal også i fremtiden levere service af høj kvalitet. Det er en udfordring, jeg har fuld tillid til, at Michael Graatang kan løfte sammen med resten af direktionen og vores dygtige ledere og medarbejdere. Michael Graatang har i sine tidligere job bevist, at han er både visionær, kompetent, idérig og kan skabe resultater via samarbejde."

Michael Graatang selv er glad for udsigten til at arbejde i Gentofte Kommune:

”Jeg glæder mig til at arbejde i Gentofte, der er en kommune blandt de bedste. Det skal vi fortsat være. Jeg tror på innovation i hverdagen, og glæder mig over, at Gentofte Kommune - også som frikommune - har en unik mulighed for at gå nye veje for at skabe fremragende service. Det glæder jeg mig til at bidrage til”, siger Michael Graatang.

Michael Graatang er cand. jur., gift med Gitte, der er skoleleder i Rudersdal Kommune, og har to voksne børn.

Michael Graatang begynder som kommunaldirektør den 1. januar 2014, hvor han afløser kommunaldirektør Jan Skovbo Nielsen, der går på pension.

 

Ansvarlig for siden:

Borgmestersekretariatet
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39980000,