Gentofte er med i Danmark Læser

Kulturministeren har udfordret Danmarks kommuner. Hvem kan få danskerne til at læse mere? Det sker med kampagnen Danmark Læser, og alle inviteres til at pudse læsebrillen og være med til at få gode ideer.

Halvdelen af landets kommuner er netop nu i gang med at udvikle ideer til nye og anderledes læseaktiviteter. Det kan være romaner i roklubben, fortællinger i frokostpausen eller poesi på plejehjemmet – eller noget helt fjerde.

 

For at få sat gang i de gode ideer afholder Gentofte Kommune den 13. november en workshop fra kl. 10-14 i Øregårdssalen på Hovedbiblioteket. Her er alle velkomne.

 

"Vi opfordrer alle interesserede til at komme og deltage i denne workshop, så vi i fællesskab kan udvikle nye, anderledes og spændende læseaktiviteter", siger Thomas Angermann, tovholder for Gentofte Kommunes deltagelse i Danmark Læser.

 

Vinderen af Danmark Læser bliver kåret i 2015. Men udskillelsesløbet starter allerede nu. I foråret 2014 bliver 12 kommuner udvalgt til at være modelkommuner. Det er dem, der kan finde på de mest kreative og spændende tiltag, der kan få flere til at læse.

 

Har du gode ideer og spørgsmål eller vil du deltage i workshoppen kan du kontakte tovholder Thomas Angermann telefon 24241658 eller than@gentofte.dk.

 

Mere om Danmark Læser

Danmark Læser er en ny kampagne lanceret af kulturminister Marianne Jelved i efteråret 2013. Målet er at styrke læsningen i Danmark.

 

Sidste år viste en undersøgelse af danskernes kulturvaner, at 40 procent af den voksne befolkning sjældent eller aldrig læser skønlitteratur. Det billede skal kampagnen Danmark Læser gerne være med til at ændre, sådan at flere danskere opdager skønlitteratur og det fællesskab, som litteratur kan give læserne.

 

Læs mere om Danmark Læser på www.danmarklæser.dk