Gentofte Børnekulturuger myldrer af fortællinger

Der var engang et eventyr, en teaterforestilling, en koncert og en masse rigtig gode historier… Under temaet fortællinger åbner Gentofte Børnekulturuger lørdag den 26. oktober med en festlig koncert på Gentofte Hovedbibliotek.

Der er fortællinger nok til at fylde to ugers tæt pakket program for børn i alle aldre, når Gentoftes biblioteker, museer og attraktioner har børnekultur på programmet under børnekulturugerne. I år begynder løjerne den 26. oktober og varer indtil søndag den 10. november.

Åbningskoncert med dansefødder og meget mere

Børnekulturugerne åbner med fuld fart og dansefødder, når De tre Musikterer – også kendt som Sille Grønberg, Palle Windfeldt og Mathias Friis-Hansen – tager sig kærligt af klassiske musikfortællinger i nyfortolkning i koncerten Én for alle og alle for én! Det er Ravels Bolero, Carmen og flere andre, der bliver udsat for pauker, klokkespil, elguitar og ukulele. Der er fri entré til koncerten på Gentofte Hovedbibliotek og det starter kl. 14.

Fortællinger er mange ting, og det kan I opleve i de mange arrangementer: Det er musikfortællinger, gode bøger, teater med noget på hjerne, historier om verdens begyndelse og om livet lige her og nu. Tag for eksempel hele familien med til eventyryoga på Ordrupgaard, til eventyr fortalt med orgelmusik, prøv kræfter med musik og skuespil på kulturskolerne og besøg Experimentarium og få dinosaur-fortællinger.

Fortællinger i en campingvogn

I løbet af Børnekulturugerne kan man besøge campingvognen Apollo, som tager på tur rundt omkring i Gentofte. I Apollo sidder Anette Skov klar til at give en fortælling og få en fortælling igen. Alle fortællinger bliver gemt, så fremtidens børn og voksne kan lytte med på fortællingerne fra 2013.

Er I medlem af Kulturklub Gentofte er det meste gratis

Børnekulturugerne bliver til i et samarbejde mellem Gentofte Kommune og alle kulturinstitutionerne i Kulturklub Gentofte. Det betyder, at de fleste arrangementer er gratis, hvis I er medlem af Kulturklub Gentofte – og medlemskab koster ingenting, kun et par klik med musen: I kan melde Jer til Kulturklub Gentofte lige her. 

Fang alle detaljerne om børnekulturugernes program her: www.gentoftebornekulturuge.dk





Ansvarlig for siden:

Kulturafdeling
Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup, -,