Ny elcykel-kampagne skal få flere til at cykle til arbejde

Mandag den 3. marts 2014 indleder Gentofte Kommune og syv andre kommuner sammen med otte hospitaler den toårige kampagne ”Test en elcykel”.

”Test en elcykel – og få en flyvende start på en sundere hverdag”. Sådan lyder opfordringen, når otte kommuner og otte hospitaler i Region Hovedstaden fra uge 10 kickstarter den kampagne, der skal få flere pendlere til at bruge transporttiden som daglig motion.

 

Kampagnen ”Test en elcykel” tilbyder Gentofte-borgere, der normalt kører i bil og har mere end fem km til arbejde, at prøve en elcykel i tre måneder. I prøveperioden har testpersonerne mulighed for at konkurrere mod hinanden om at køre flest kilometer og flest ture på elcyklen.

 

Cykelturene kortlægges via en app, som testpersonerne henter ned på deres smartphone. På websitet www.testenelcykel.dk kan deltagerne se de tilbagelagte ture og deres placering på ranglisten.

 
Borgere i Gentofte Kommune kan tilmelde sig kampagnen på www.testenelcykel.dk
 

Største fælles fremstød

 

Kampagnen er det største, samlede danske fremstød for elcykler til dato. Samlet set kommer 1.700 personer i perioden 1. april 2014 til 1. juni 2016 til at prøvekøre en elcykel.

 

1. april kører de første 20 testpersoner i Gentofte af sted på en elcykel. Kampagnens målsætning er, at tre ud af fem testpersoner efter prøveperiodens ophør vælger at pendle til arbejde på en elcykel. Flere elcykler på vejene vil kunne nedbringe trængslen og CO2-udledningen fra transporten.

 
Mange flere kan få gavn af elcyklen

 

Formand for Teknik og Miljøudvalget i Gentofte Kommune Lisbeth Winther siger om fremstødet:

 

"Elcyklen er et oplagt transportmiddel til personer, der gerne vil dyrke daglig motion, men som ikke ønsker at møde svedige op på arbejde. Eller som har svært ved at tage sig sammen til at cykle, hvis det blæser eller er bakket. I kampagnen ”Test en elcykel” får borgerne mulighed for at afprøve, om elcyklen passer ind i deres dagligdag,”  

Hvem deltager?

 

Partnerne i ”Test en elcykel” er kommunerne Albertslund, Ballerup, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odense og Roskilde.

 

Følgende hospitaler i Region Hovedstaden deltager også: Bornholm, Herlev, Rigshospitalet, Frederiksberg & Bispebjerg, Glostrup, Gentofte, Amager & Hvidovre, samt Nordsjælland.

Kampagnens budget er ca. 7,5 mio. kr., hvoraf Region Hovedstaden og Vejdirektoratets Cykelpulje støtter projektet med knap 5 mio. kr.

Ansvarlig for siden:

Natur og Miljø
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39988575,