Demokratiet har brug for dig

Den 25. maj går Gentofte til stemmeurnerne sammen med resten af Danmark. Vi har i Gentofte Kommune brug for både valgtilforordnede og optællere, så afsæt en dag i demokratiets tjeneste.

Ved valget den 25. maj skal du sætte to krydser: Et kryds ved din foretrukne kandidat til Europa-Parlamentet og et kryds ved ja eller nej til den fælles patentdomstol.

Hver gang der afholdes valg i Danmark, sker det med hjælp fra en masse mennesker. På valgstederne sidder de tilforordnede og tager imod borgerne og udleverer stemmesedler. Og når det sidste kryds er sat, træder optællerne til og opgør valgets resultat. Alle disse mennesker er helt afgørende for, at valgene kan gennemføres.

To valg på én gang

De to valg den 25. maj er vidt forskellige. Alle EU-borgere kan stemme til Europa-Parlamentet, men det er kun danske statsborgere, der kan deltage i folkeafstemningen om Patentdomstolen.

– Valgene den 25. maj afholdes samme dag, men i praksis afholdes de adskilt. Derfor har vi brug for to sæt valgtilforordnede og to sæt optællere, og det er helt ekstraordinært, fortæller valgkoordinator Lars Nibelius, der er ansvarlig for afviklingen af valg i Gentofte.

- Vi har brug for rigtig mange engagerede borgere denne dag. Men det er sjovt og faktisk også meget lærerigt at være helt tæt på en valghandling, tilføjer Lars Nibelius.

Har du lyst til at deltage og hjælpe til med valget i Gentofte, eller har du spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte valgkoordinator Lars Nibelius på lni@gentofte.dk eller på 3998 0020.

 

Ansvarlig for siden:

Kulturafdeling
Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup, -,