Gentoftekunstneren 2014 - Gentofte Kommune

Bente Linnemann bliver Gentoftekunstneren 2014

Maler og billedkunstner Bente Linnemann fra Charlottenlund modtager onsdag d. 29. januar prisen som Gentoftekunstneren 2014 ved en reception på Gentofte Rådhus.

Et langt liv med en aktiv karriere som billedkunster har hverken sænket Bente Linnemanns lyst eller evne til stadig at producere kunst. I en alder af 91 år er Bente Linnemann på sit kunstneriske højdepunkt, og har aldrig været mere populær blandt købere og samlere.

 

”Det er imponerende, at Bente Linnemann også som kunstner fortsat har sin kreative skaberglæde, og det er en stor glæde for os, at vi kan påskønne dette ved, at Bente Linnemann nu bliver Gentoftekunstneren 2014”, siger borgmester Hans Toft.

 

Bente Linnemann skaber både malerier, akvareller, gouacher og grafik, og hendes stil minder om den klassiske impressionisme. Det danske landskab og naturen er en bærende inspirationskilde. I de senere år har motivverdenen været præget af store vilde landskaber, strandkante, sandede klitter og udsnit med træer, buske og vandspej­linger – alt sammen mættet af et smukt, flimrende lys.

 

Som maler kan Bente Linnemann betegnes som kolorist og benytter særligt farveharmonierne i rødt, gult, grønt, violet og sart rosa. Tidligere har Linnemann også arbejdet med mere klassiske portrætter og opstillinger. Bente Linnemann har senest haft en større soloudstilling i galleri Avlskarl, Skagen i 2011 samt på Art Gallery Copenhagen, 2013.

 

Om Bente Linnemann

 

Bente Linnemann (f. 1922) debuterede i 1977 på Charlottenborg Forårsudstilling og har siden udstillet utallige ste­der i Danmark blandt andet Nikolaj Kirke, Kunstnernes Efterårsudstilling, Skagens Kunstmuseum, Vejen Kunstmuseum, Gallerie 12 i Danmarks Radio og SAK i Svendborg. Bente Linnemann er medlem af Det Grafiske Værksted i Hjørring samt af Vrå-udstillingen, hvor hun udstiller hvert år. Bente Linnemann er repræsenteret af Art Gallery Copenhagen.

 

Gentoftekunstneren sætter fokus på kunstneriske potentialer

 

Udnævnelsen af Gentoftekunstneren skal bidrage til at skærpe opmærksomheden omkring kulturen i Gentofte Kommune og sætte fokus på de kunstneriske potentialer, som findes i kommunen. Den udpegede kunstner modtager en pris på 25.000 kr. og producerer et antal kunstværker, som anvendes til repræsentationsgaver i det indeværende år. Derudover figurerer et af Gentoftekunstnerens værker på årets julekort.