Gentofte Kommune sætter fokus på din og vores sundhed - Gentofte Kommune

Gentofte Kommune sætter fokus på din og vores sundhed

Som borger i Gentofte Kommune kan du deltage i en gratis mini-konference med fokus på sundhedsprofilen 2013. Mød Charlotte Glümer og Bente Klarlund 3. juni kl. 15-18 i rådhushallen på Gentofte Rådhus.

Bente Klarlund

Der sker mange spændende tiltag på konferencen i juni. Professor Charlotte Glümer vil gennemgå hvordan sundhedsprofilen 2013 ser ud i Gentofte Kommune, hvad der er godt, og hvad der kan gøres endnu bedre. Charlotte Glümer er overlæge og leder for sektionen for sundhedsfremme og forebyggelse. Hun er ansvarlig for de kommunale sundhedsprofiler i Region Hovedstaden, og har særlige interesser inden for borgernes sundhed.
På konferencen vil der også blive præsenteret nogle spændende borgerrettede sundhedsinitiativer fra Gentofte Kommune. Samtidig vil der være mulighed for at give egne ideer og meninger til kende om sundheden i Gentofte. Borgerhøringen introduceres af socialudvalgsformand Bente Frimodt-Møller.

Til sidst vil Bente Klarlund, professor, overlæge og leder af Centre of Inflammation and Metabolism ved Rigshospitalet og Københavns Universitet holde et spændende foredrag om kost og motion og besvare spørgsmålet ”hvad der skal til”. Bente Klarlund har en lang karriere bag sig som forsker, initiativtager og frontfigur for sundhed, ernæring og motion. Hun har forsket inden for den menneskelige fysisk i mange år, og har udgivet mange publikationer med spændende og banebrydende forskningsresultater. Derfor er dette en unik mulighed for at høre hende dele ud af sin brede viden og erfaringer omkring kost og motion.

Der vil ligeledes på konferencen være mulighed for at møde de forskellige sundhedsrelaterede lokalforeninger i Gentofte Kommune, som vil svare på spørgsmål og oplyse om netop deres ekspertiseområde.

Ønsker du at deltage i konferencen, er du velkommen til at ringe på telefon 39983051 eller skrive en mail til forebyggelsesundhedsfremme@gentofte.dk. Alle i Gentofte Kommune, både borgere og medarbejdere er velkomne. Vi ser frem til at høre fra dig.