Thomas Bille ny direktør for Social & Sundhed i Gentofte Kommune

Et enigt økonomiudvalg godkendte mandag at Thomas Bille bliver ny direktør for Social & Sundhed i Gentofte Kommune.

Thomas Bille, 42, har gennem de seneste 9 år været en del af Social & Sundhed - først som afdelingschef og siden oktober 2007 som vicedirektør for området. Thomas har en fortid i Hovedstadens Sygehusfællesskab og Deloitte Consulting.
 
"Thomas er en meget kompetent og respekteret leder, der nyder stor tillid både i og uden for Gentofte Kommune, siger kommunaldirektør Michael Graatang. "Derfor er jeg meget glad for, at han har sagt ja til at tage det overordnede ansvar for et så vigtigt område som Social & Sundhed. Med Thomas får vi en direktør, der har bevist, at han kan udvikle Social og Sundhedsområdet strategisk og sammen med borgerne. F.eks. ved at indtænke velfærdsteknologi på en intelligent og borgervenlig måde i den daglige drift."
 
Thomas Bille glæder sig til de nye udfordringer: 

"Jeg er meget glad for muligheden for at få lov til at stå i spidsen for Social & Sundhed og ser frem til at skulle videreføre det gode samarbejde, jeg hidtil har haft med mine kolleger i Social & Sundhed. Jeg har dyb respekt for det store arbejde, medarbejderne og lederne udfører i det daglige – de gør en stor forskel i mange menneskers liv. Jeg ser også frem til samarbejdet med Kommunalbestyrelsen og til at fortsætte arbejdet med de mange spændende opgaver og nye initiativer, vi allerede er i gang med på hele Social og Sundhedsområdet."
 
Thomas Bille tiltræder jobbet som direktør den 1. august og afløser Søren Bønløkke, der efter 14 år i Gentofte Kommune har sagt ja til jobbet som direktør for Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. 

Ansvarlig for siden:

Social & Sundhed
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, ,