Moderne landsbystemning på Bank-Mikkelsens Vej

Tegnestuen Vandkunsten har vundet konkurrencen om at modernisere og udbygge bo- og dagtilbud, sociale institutioner og almene boliger på Bank-Mikkelsens Vej i Gentofte Kommune.

En enig dommerkomité har besluttet, at Tegnestuen Vandkunsten med underrådgiverne Wissenberg og PK3 har vundet konkurrencen om at udarbejde en masterplan for bo- og dagtilbud, sociale institutioner og almene boliger på Bank-Mikkelsens Vej i Gentofte Kommune.

"Vi har valgt at gå videre med dette forslag, fordi det er et flot og visionært projekt, som peger fremad mod nye veje at bo, arbejde og mødes på for Bank-Mikkelsens Vej. Forslaget er nytænkende og skaber en helt ny identitet og sammenhæng for området,” siger Gentofte Kommunes Borgmester Hans Toft.

Vinderprojektets forslag til en overordnet ramme for området er inspireret af landsby-tanken. Husene er fortrinsvis i ét plan, og de grønne områder imellem bygningerne skaber plads til både tryghed og fællesskab for børn, unge og voksne. Indenfor tager husene udgangspunkt i villaen for at skabe hjemlighed for beboerne og personalet.

Fokus på tryghed og åbenhed

’Det gode liv – i nye rammer’ er overskriften på et omfattende moderniseringsprojekt på Bank-Mikkelsens Vej i Vangede, der huser sociale institutioner til børn og unge, samt bo- og dagtibud til voksne.

Tegnestuen Vandkunsten var blandt de fem rådgiverteams der blandt andet fik til opgave at komme med forslag til en masterplan for, hvordan man kan gøre området åbent, moderne og arkitektonisk spændende – og samtidig opretholde tryghed og hjemlige rammer for beboerne og brugerne med funktionsnedsættelser.

Det har naturligvis været afgørende for os, at bygninger og udearealer også fremover kan tegne Bank-Mikkelsens Vejs særlige profil, uden at stedet får et institutionsagtigt præg,” siger Hans Toft.

I et hjørne af området vil der blive bygget almene familieboliger. Tre boligselskaber vil i den kommende tid byde på at opføre rækkehuse i to et halvt plan. Det vil også åbne op for, at Bank-Mikkelsens Vej-området bliver bedre integreret i Vangede. Samtidig kommer en bred sti igennem Bank-Mikkelsens Vej-området til at forbinde det grønne område Gammelmosen i Vest med Vangede Bygade og Nymosen i Øst.

Modeller og skitser fra de fem udvalgte rådgiverteams vil blive udstillet i rådhushallen på Gentofte Rådhus den 15.-17. april.

Læs mere om det ’Det gode liv – i nye rammer’ på www.detgodeliv.gentofte.dk

Fakta om Bank-Mikkelsens Vej

Bank-Mikkelsens Vejs brugere er primært børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser og forskellige handicaps. Området rummer mange forskellige bo- og dagtilbud og sociale institutioner – bl.a. boliger, aktivitets- og samværstilbud, børnehave, fysio- og ergoterapi og trænings og sansetilbud. Bank-Mikkelsens Vej er i dag et meget specialiseret område.

Se oversigt over arkitektens forslag til udformningen af Bank-Mikkelsens Vej området (jpg-format - åbner i ny browser) 

Ansvarlig for siden:

Gentofte Ejendomme
Bernstorffsvej 161, Charlottenlund 2920, 39980000