Kulturstyrelsen fornyer centralbiblioteksaftale

Gentofte Bibliotekerne og Kulturstyrelsen har indgået en ny 4-årig aftale, som betyder, at Gentofte Bibliotekerne fortsætter med at være centralbibliotek for Region Hovedstadens biblioteker fra 2016 til 2019.

Den nye rammeaftale mellem Gentofte Bibliotekerne og Kulturstyrelsen betyder, at Gentofte Bibliotekerne kan fortsætte med at være centralbibliotek for hele Region Hovedstaden.

Centralbiblioteksfunktionen rummer en række elementer: Det første er det, man i bibliotekstekniske termer kalder ’materialeoverbygning’; dvs. forpligtelsen til at indkøbe både fysiske og digitale materialer, der kan supplere regionens folkebiblioteker.

Et andet element er kompetenceudvikling af bibliotekernes medarbejdere og generelt udviklingssamarbejde, koordinering og videndeling mellem folkebibliotekerne i regionen.

Kulturchef i Gentofte Kommune Lone Gladbo er glad for, at Gentofte Bibliotekerne fortsætter i Centralbiblioteksfunktionen. Hun fortæller:

"Centralbiblioteksfunktionen er rigtig vigtig for Gentofte Bibliotekerne. Det er klart, at vi med den høje specialistviden, vi er forpligtet til at dele med hele Region Hovedstaden, også skaber nogle rigtig gode muligheder for udviklingen lokalt her i Gentofte. Som centralbibliotek skal vi være med i front i biblioteksudviklingen, og vi skal fx hele tiden undersøge og afprøve nye formidlingsformer", siger hun.

Biblioteksudviklingen går stærkt

Gentofte Bibliotekerne har haft en centralbiblioteksfunktion siden 1926 – dog har rammer og udstrækning af det geografiske ansvarsområde ændret sig undervejs. Derfor har Gentofte Bibliotekerne tradition for at tænke nyt og være en aktiv medspiller i at definere og afklare den udvikling, folkebibliotekerne gennemgår, for hele tiden at matche den udvikling, der generelt sker i samfundet bredt set.

"Som centralbibliotek skal vi være med til at skabe de nødvendige kompetencer til bibliotekerne, som en foranderlig verden kræver. Vi deler vores egen viden, men vi er også samlingssted for andre bibliotekers videndeling, og det giver virkelig et solidt fundament til at udvikle det lokale biblioteksvæsen," slutter Lone Gladbo.


Seks centralbiblioteker i hele landet

Der er i alt seks centralbiblioteker i Danmark. Det er – foruden Gentofte - bibliotekerne i Aalborg, Herning, Vejle, Odense og Roskilde. Staten financierer centralbibliotekerne som overbygning til de kommunale biblioteker, og den struktur er unik – også i et internationalt perspektiv.

Foto: Bo Steengaard Christensen.