Gentofte Kommune er danmarksmester i skoletrafik

Gentofte får blandt andet prisen, fordi kommunen stiller krav om, at alle skoler har en trafikpolitik og sikrer skoleelever på alle trin undervisning i gode trafikvaner.

Gentofte Kommune er danmarksmester i skoletrafik. Det ligger fast efter offentliggørelsen af Kommunernes Skoletrafiktest 2015, der måler på, hvor meget fokus kommunerne har på området. Kommunen fik 97 ud af 100 points og deler hæderen med Tønder Kommune, som fik samme antal points.

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Lisbeth Winther, anser prisen som en anerkendelse af den systematiske indsats, der i årevis er foregået ude på de enkelte skoler.

"Prisen er et flot skulderklap til arbejdet med at gøre skolevejen mere sikker for vores skoleelever. Vi har i flere år haft skoletrafikken som indsatsområde, der på skolerne er blevet udmøntet gennem alt fra cyklist- og gåprøver til skolestartskampagner og obligatorisk færdselsundervisning for elever på alle de tre overordnede skoletrin", siger Lisbeth Winther.

Gentofte er vant til at ligge i toppen af den landsdækkende skoletrafiktest, der i år blev gennemført for syvende gang. Lisbeth Winther er glad for at det i år lykkedes at stryge helt til tops og mener, at fremgangen kan skyldes, at det formaliserede samarbejde mellem skoler og forvaltning er blevet yderligere styrket.

"Blandt andet besluttede vi i kommunens trafikpolitik, at alle skoler skal have en egentlig lokal trafikpolitik, der sikrer yderligere fokus på emnet. Her er de fleste af vores folkeskoler nu i mål, mens de sidste er i fuld gang med arbejdet", siger Lisbeth Winther.

Forældrene skal også med

Parallelt med glæden over prisen, advarer udvalgsformanden imod at lade hæderen blive en sovepude. Hun opfordrer til, at alle, både skoler, forvaltning og forældre fortsat prioriterer indsatsen højt.

"Det er vigtigt, at vi fastholder det vi gør, men vi kan blive endnu bedre. Sikre og trygge skoleveje handler både om fysiske rammer omkring skolerne, og det, der bliver gjort overfor eleverne. Men det handler også om, hvordan vi voksne selv agerer som forbilleder for vores børn, når vi er i trafikken. Den ene indsats kan ikke stå alene uden de andre."

Kommunernes Skoletrafiktest gennemføres af Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden.

Ansvarlig for siden:

Teknik og Miljø
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39988001,