Fællesskaber med forskellighed

Ny strategi for fællesskaber skal sikre, at endnu flere børn trives, udvikler sig og udfolder deres potentiale.

Alle børn skal have glæden ved at deltage i fællesskaber, hvor de oplever at blive mødt, som de selv er. Samtidig skal alle børn have oplevelsen af sammenhæng, når de fx skifter fra daginstitution til skole.

Det er kernen i ”Fællesskaber med forskellighed”, der er titlen på kommunens nye strategi for fællesskaber for børn og unge, som et opgaveudvalg bestående af borgere og politikere netop har udarbejdet. 

"Med den nye strategi ønsker vi at signalere en fælles retning, der gælder for alle kommunens institutioner, hvor børn og unge færdes. Den skal være med til at sikre, at alle der har med vores børn at gøre, fx lærere, pædagoger og forældre, alle bestræber sig på at fremme fællesskaber, der er rummelige, og som giver alle børn og unge mulighed for at trives og udvikle sig som hele mennesker", siger formand for opgaveudvalget, kommunalbestyrelsesmedlem Michael Fenger (C).

Et positivt børnesyn

Den nye strategi bygger videre på de tanker, der i dag arbejdes efter på børne- og skoleområdet. Alligevel er strategien udtryk for et skærpet perspektiv, fortæller Mads Stenfatt, der deltog som frivillig borger i opgaveudvalget.

"For eksempel er det et bevidst valg, at ordet inklusion ikke optræder i strategien. Hvor inklusion kort sagt handler om, at nogle børn enten skal eller ikke skal inkluderes i et eksisterende fællesskab, peger strategien på, at fællesskaber handler om alle børn. Det er et positivt børnesyn, som opgaveudvalget er enige om skal gælde for alle kommunens institutioner", siger Mads Stenfatt.

Forældre har vigtig rolle

Et andet vigtigt punkt i strategien er ifølge Michael Fenger, at forældre bakker op de fællesskaber, deres børn er en del.

"Alle forældre vil deres egne børn det bedste, men det er vigtigt, at vi indser værdien i at udvide fællesskabets rammer, så vi giver rum til forskellighed. Alle fællesskaber har selvfølgelig også en grænse, men strategiens pointe er, at vi giver alle børn de bedste muligheder for at deltage og trives i fællesskaber. Hvis det ikke kan ske indenfor rammerne af fx deres egen skoleklasse, skal vi voksne have blik for, om der er andre fællesskaber, fx på tværs af klasser, som barnet kan være en del af", siger Michael Fenger.

Strategi for fællesskaber for børn og unge forelægges for Kommunalbestyrelsen den 29. august. Læs om Strategi for fællesskaber



Ansvarlig for siden:

Børn og Skole, Kultur, Unge og Fritid
, 39984500,