Kongelig operasanger Guido Paevatalu modtager Kulturprisen

Gentofte Kommunes Kulturpris går i år til kongelig operasanger Guido Paevatalu. Prisen overrækkes af borgmester Hans Toft den 11. oktober i forbindelse med de årlige Rådhusdage.

Guido Paevatalu er uddannet baryton på Operaakademiet og debuterede på Det Kgl. Teater i 1982. Det store gennembrud kom i 1984 med rollen som Figaro i Barberen i Sevilla. Siden har han haft en perlerække af roller: Blandt Mozart-rollerne kan nævnes greven i Figaros bryllup, Guglielmo i Così fan tutte, titelpartiet i Don Juan og Papageno i Tryllefløjten. Også roller i hovedværker af Verdi, Puccini og Wagner er at finde på Guido Paevatalus omfattende CV.

Sideløbende med sit virke på Det Kongelige Teater har Guido Paevatalu medvirket i en lang række operaproduktioner for DR-TV, bl.a. Maskerade, Drot og Marsk og Flagermusen, og han har haft flere filmroller, bl.a. i Peter Von Scholten (1987) og Til døden os skiller (2007).

Guido Paevatalu har optrådt på scener overalt i Danmark og Europa: Han har samarbejdet med Den Jyske Opera og givet koncerter med orkestre i Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Rusland, Østrig, Holland, Frankrig, Ungarn, Tyskland og USA. Han har desuden indspillet en række CD’er og er en eftertragtet konferenciers og operaguide.

Opera til alle

I 2008 stiftede Guido Paevatalu kammeroperaensemblet GuidOpera. GuidOpera bringer opera ud til både små og større scener i Norden: Missionen er at give så mange som muligt lejlighed til at opleve opera.

Ensemblet består af det antal operasangere, der skal til for at skabe forestillingen, og det store orkester er erstattet af en trio, en kvartet eller en kvintet. Guido Paevatalu fungerer som kunstnerisk leder og ankermand fra den første idé til premieren: Som instruktør, scenograf og producent. Og med introduktioner for publikum arbejder Guido Paevatalu med at nedbryde den afstand, der ofte er mellem publikum og scene.

Guido Paevatalu får Gentofte Kommunes Kulturpris for sit mangeårige kunstneriske virke. Prisen overrækkes den 11. oktober i forbindelse med de årlige Rådhusdage på Gentofte Rådhus, hvor han tidligere selv har optrådt.

Borgmester Hans Toft siger:

"Guido Paevatalu er en éner i vort kulturliv og dét naturligvis i særdeleshed med hans talrige og fremtrædende roller ved optrædener gennem nu flere årtier i både den nationale og internationale operaverden. Med sit engagement og sin udstråling fylder han publikumsrummet med en glæde, fornøjelse og en stemning, der altid gør ethvert møde med ham til en helt særlig oplevelse. Dette gælder også hans engagement i at udbrede sin kunst til ikke blot de store operahuse, men også til den ”lille scene” – som sanger, konferenciers eller som operaguide."

Om Kulturprisen

Gentofte Kommune uddeler hvert år en pris til en fremtrædende kunstner, der har gjort sig bemærket på den danske eller internationale kulturscene og har bopæl i kommunen. Kulturprisen gives som en anerkendelse af kunstnerens store arbejde og talent. Prisen skal medvirke til at skabe opmærksomhed omkring kulturlivet og det store kunstneriske potentiale i kommunen. Kulturprisen er som de andre priser i Gentofte Kommune på 25.000 kr. skattefrit.

Læs mere om Gentofte Kommunes Kulturpris



Ansvarlig for siden:

Kulturafdeling
Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup, -,