Gentoftegade Bibliotek åbner som nøglebibliotek

Torsdag den 21. januar indvies Gentoftegade Bibliotek officielt som nøglebibliotek. Med indvielsen bliver biblioteket det fjerde bibliotek i Gentofte, hvor der er adgang fra kl. 8 til kl. 22 hver dag.

I Gentoftes biblioteker bliver der arbejdet målrettet på at gøre bibliotekerne tilgængelige, så de matcher en travl hverdag og skaber muligheder for mange typer af kulturarrangementer.

Jægersborg Bibliotek var det første, der åbnede som nøglebibliotek tilbage i 2011. Siden er også Vangede

Bibliotek og Dyssegård Bibliotek blevet udstyret med kortlæsere, så man kan lukke sig ind med sit sundhedskort uden for den bemandede åbningstid. Nu er turen kommet til Gentoftegade Bibliotek, der officielt indvies som nøglebibliotek af borgmester Hans Toft torsdag d. 21. januar kl. 16.

Byens bibliotek

Biblioteket i Gentoftegade ligger centralt i en af Gentoftes hyggeligste handelsgader og tager imod masser af strøgkunder dagligt. Biblioteket er en aktiv medspiller i gadens liv, både i forbindelse med efterårets populære græskaraften, ved markedsdage og Kultur & Festdage.

Biblioteket tilbyder et hav af kulturarrangementer og har skabt sig en særlig profil ved at vise smallere dokumentarfilm i filmsalen i kælderen. Film er også et fokusområde i bibliotekets børnekulturelle tilbud – workshops og valgfag til folkeskolerne om animationsteknikker og opbygning af film er populære.

Brug biblioteket

Med åbningen af Gentoftegade Bibliotek som nøglebibliotek bliver der nu mulighed for at låne og aflevere bøger i ro og mag både før og efter almindelig arbejdstid. Men den udvidede adgang til biblioteket skaber også nye muligheder for borgere, der selv vil skabe kulturoplevelser i samarbejde med biblioteket. Allerede nu er der flere borgerdrevne aktiviteter i biblioteket; f.eks Italiensk Salon hver tirsdag, strikkeklubben Drop-In strik og broderiklubben Let’s stich together.

"Når vi prioriterer, at borgerne skal have de bedst mulige betingelser for at bruge bibliotekerne, så er det fordi vi har to centrale hensyn: Både et praktisk – man skal naturligvis kunne bruge sit bibliotek, når det passer ind i hverdagen – og så det principielle hensyn, nemlig at vi arbejder mere og mere sammen med borgerne om at skabe kulturoplevelser, og med de nye adgangsforhold får vi nye muligheder for det", siger Michael Fenger, der er formand for Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget i Gentofte Kommune.

Vær med til indvielsen

Borgmester Hans Toft indvier Gentoftegade Bibliotek som nøglebibliotek torsdag den 21. januar kl. 16. Alle er velkomne.