Nyt opgaveudvalg skal bevare og udvikle detailhandelen i Gentofte

Hvordan kan vi fastholde et aktivt og attraktivt by- og handelsliv? Hvad skal der til for at forretningsstrøgene bliver de foretrukne handels- og mødesteder for byens borgere? Det og andre spørgsmål skal et nyt opgaveudvalg se på.

Gentofte Kommune søger deltagere til et nyt opgaveudvalg, hvor ti borgere og fem lokalpolitikere skal se nærmere på, hvordan man kan bevare og udvikle detailhandlen.

Kommunen er på udkig efter visionære og nysgerrige borgere, forbrugere, handelsdrivende m.fl., der kan bidrage med erfaringer og viden om by- og handelslivet.

Flere og flere køber ind i indkøbscentre. Internethandlen vokser. Lejeudgifter udfordrer detailhandlen, og især de små butikker er udsatte. Tomme butikker giver mindre attraktive forretningsstrøg. Flere kører i bil og har brug for en ledig p-plads, som kan være svær at finde ved forretningsstrøgene.

Forretningsstrøgene i Gentofte Kommune er blevet forskønnet de seneste år, så de er mere attraktive. Dermed er grundlaget for det udeliv, flere og flere borgere ønsker langs strøgene, forbedret.

Et af de medlemmer af Kommunalbestyrelsen, som har været med til at udarbejde kommissoriet, og som ser frem til det nye opgaveudvalgs arbejde, er Marianne Zangenberg:  

"Vi ønsker at skabe et indbydende og koncentreret butiks, kultur- og caféliv, hvor der også er plads til servicefunktioner og foreningslivet. En by, hvor det er godt at bo, leve og arbejde, og hvor både borgere og virksomheder tiltrækkes og fastholdes." 

Hvordan kan jeg være med?

Du skal være borger i Gentofte Kommune eller på anden måde have relevant tilknytning til kommunen for at kunne komme i betragtning til et opgaveudvalg.

Opgaveudvalget begynder arbejdet til september i år og skal aflevere sine anbefalinger til kommunalbestyrelsen i august 2018. Som medlem skal man regne med at skulle deltage i ca. 6 møder i perioden, og hertil kan komme eventuel deltagelse i arbejdsgrupper og lignende.

Du kan vise din interesse for at deltage i opgaveudvalget, en arbejdsgruppe og lignende ved at udfylde et lille spørgeskema - fristen er den 28. juli 2017. 

Gå til siden om Opgaveudvalget for Detailhandel i Gentofte. Her finder du ansøgningsskema og yderligere info om udvalgets sammensætning og kommende arbejde.