Debut til mobilt ungekontor

Under årets streetfestival i Ordrup kan unge for første gang møde det mobile ungekontor, der skal være med til at sætte handling bag ordene i Gentofte Kommunes ungepolitik - EN UNG POLITIK.

Ungekontoret er en specialbygget, olivengrøn Fiat Ducato med en luge i den ene side som en food truck og med plads til, at man kan mødes i selve vognen under uformelle former.

Bilen har klapbord med fire siddepladser, en sofabænk, en fjernsynsskærm, lydanlæg og sågar en scene på taget. Der er installeret wi-fi, lydanlæg, køleskab og en varmeovn, så bilen kan bruges året rundt.

På årets streetfestival vil det mobile kontor være en del af et loungeområde.

"Det mobile ungekontor giver en anden mulighed for at komme i dialog med de unge, end vi er vant til, og samtidig er den en ny platform, som de unge selv er med til definere og gøre brug af", forklarer borgmester Hans Toft, der selv vil være til stede i bilen i forbindelse med streetfestivallen.

Det mobile ungekontor er udviklet i samarbejde med lokale unge som et værktøj til at sætte kommunens ungepolitik i spil, som sidste år blev formuleret af en gruppe af 10 unge og fem lokalpolitikere.

Efter planen skal bilen køre rundt til uddannelsesinstitutioner, fritidsfaciliteter, skov, strand og andre steder i kommunen, hvor unge samles. Her vil den kunne bruges som et uformelt mødested, hvor unge kan henvende sig og få råd og hjælp om fx stress- og trivselsspørgsmål, til studievejledning eller som et holdepunkt i forbindelse med koncerter og events.

Pauserum fra gymnasiefesten

De unge i kommunen er i høj grad med til selv at definere, hvad det mobile ungekontor skal bruges til. Og ifølge leder af Ungekultur, Annemette Krabbe, skorter det ikke på de gode forslag:

"De unge, der har været med til at lave bilen, ser rigtig mange muligheder i den. Nogen har foreslået, at den også bruges som mødested ude i byrummet, som et rum, hvor man kan få individuel rådgivning under uformelle rammer - eller som et pauserum fra gymnasiefesten, hvor eleverne lige kan få en snak med kompetente voksne eller med andre, ældre unge. Vi har fået rigtig mange gode forslag og hører gerne på flere, da de unge bedst ved, hvad der er brug for", fortæller Annemette Krabbe.

I første omgang kan kommunens unge møde det mobile ungekontor til årets streetfestival, der afholdes torsdag den 27. april kl. 14- 18 ved Ordrup Bibliotek og Hal.

EN UNG POLITIK

Gentofte Kommune har fået en ny ungepolitik, EN UNG POLITIK, som rummer fem pejlemærker, der er med til at sætte fokus på de vigtigste elementer i et godt ungeliv. Pejlemærkerne hedder Stå Stærkt, Forskellige Sammen, Alle I Tale, Fri Fremtid og Ingen Alene. 

Pejlemærkerne handler blandt andet om vigtigheden af, at unge har indflydelse på eget liv; har adgang til rummelige fællesskaber, hvor man kan føle sig både set, hørt og respekteret, og at unge, der har brug for det, har adgang til vejledning og støtte, hvis livet føles svært.

Hent og læs EN UNG POLITIK (pdf)