Miljøprisen 2017 går i år til byhave og baggård

Gentofte Kommunes Miljøpris er netop blevet uddelt for 7. gang. Prisen er indstiftet for at hædre frivillige initiativer, der kan inspirere andre til grønne og miljøvenlige tiltag.

I år deles prisen og de medfølgende 25.000 kr. mellem Andelsboligforeningen Jomsborgvej 27-29/Sundvej 1, for deres klimavenlige gårdmiljø, og initiativet Grøntofte ved Mikael Langrand Sørensen, for etablering af en bæredygtig lommehave.

Grøntofte

Grøntofte er en nystartet lommehave på Bregnevej 5B nær Gentoftegade. Med Mikael Langrand Sørensen i spidsen er foreningen i fuld gang med at omdanne kommunens tidligere vejmandsplads til en midlertidig, bæredygtig lommehave. Haven fungerer samtidig som læringssted med fokus på lokale fødevarer, deleøkonomi og genbrug.
Lommehaven Grøntofte opstod i sensommeren 2017, og der er p.t. etableret højbede, som er genbrugt fra tidligere anvendelse i Kongens Have i København. Private naboer donerer brosten og planter, og der bliver dyrket østershatte i kaffegrums fra Emmerys. Alt sammen i ånden ’den enes affald er den andens ressource’.
Der vil være offentlig adgang en gang om ugen i sæsonen med henblik på at formidle om bæredygtig dyrkning i højbede og styrke lokalmiljøet.

Jomsborgvej/Sundvej

Den anden vinder af årets miljøpris, Andelsboligforeningen Jomsborgvej/Sundvej, modtager prisen for at have forskønnet deres gård på en bæredygtig og grøn måde.
De har med deres egne ord forvandlet baggården fra ”et sort hul til en grøn oase”. En hel del asfalt er fjernet og i stedet er der anlagt græsarealer, så regnvandet langsomt kan sive ned.
Carportene er udstyret med grønne tage med planter, der kan opsamle og forsinke regnvandet, så kloakkerne bedre kan følge med ved kraftige regnskyl.
Det er ikke første gang, Gentofte Kommunes Miljøpris er delt mellem to gode initiativer. I 2014 modtog både Forstbotanisk Haves Venner og 1. Klampenborg Spejdergruppe prisen og de 12.500 kr.
”Vinderne af miljøprisen 2017 er initiativer, der afspejler visionen i Gentoftes bæredygtighedsstrategi ’Sammen om et bæredygtigt Gentofte’. Strategien tager netop udgangspunkt i, at vi sammen kan nå længere end hver for sig,” siger borgmester Hans Toft.

Ansvarlig for siden:

Natur og Miljø
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39988575,