Anna Blincoe er Gentoftekunstneren 2017 - Gentofte Kommune

Anna Blincoe er Gentoftekunstneren 2017

Hvert år i januar udnævner Gentofte Kommune en lokal, professionel kunstner til Gentoftekunstneren. I 2017 går æren til maler Anna Blincoe.

Anna Blincoe (f. 1972) udforsker blomsternes univers i sit kunstneriske arbejde. Hun arbejder med grafik, blæk og oliemaling i værker, der strækker sig fra herbariets detaljenære registreringer til en mere sensuel og farvestærk stil.

Skønhed i en verden under pres

Blomster og planter er det gennemgående tema i Anna Blincoes kunstneriske arbejde. Hun udforsker konstant nye måder at udtrykke og afdække blomsternes indre og ydre verden, og hun vil gerne bevæge dem, der ser på hendes billeder:

"Mennesker i hele verden tvinges mod byerne for at finde arbejde, mens de drømmer sig tilbage til en oprindelig tilstand af harmoni. På trods af menneskets fjendtlige belejring af naturen kan vi ikke besejre den. Heller ikke i vores bevidsthed. Mine billeder skal berøre betragterne, så de for en stund finder skønhed i en verden under ekstremt pres", siger Anna Blincoe.

Anna Blincoe er født i Kerteminde, men er opvokset i Malaysia. I 1978 flyttede hun til England, hvor hun senere gik på akademiet og gennemgik sin egentlige kunstneriske uddannelse. Efter at have afsluttet en BA Hons i Fine Arts i 1994 flyttede hun til Danmark, og hun bor nu med sin familie i Gentofte.

Anna Blincoe debuterede på Efterårsudstillingen 1994 på Den Frie i København, og har siden udstillet på talrige separat- og gruppeudstillinger i Danmark og i udlandet. Hun har udstillet på en række gallerier i Londen, bl.a. Gallery John Cooper og The Gallery for Botanical Art i Kew Gardens, og herhjemme i Galleri Knud Grothe i Charlottenlund, i Svenske Villa ved Bernstorff Slot i Charlottenlund og på Galleri Cobra Rummet på Sophienholm i Virum. Anna Blincoe har udført udsmykningsopgaver for bl.a. Danfoss på Als og har modtaget legater fra bl.a. Nordea Fonden og Svend Grams Mindelegat.

Borgmester Hans Toft siger:

"I Gentofte Kommune har vi rigtig mange dygtige kunstnere, og med udnævnelsen af Anna Blincoe til Gentoftekunstneren 2017 ønsker vi at anerkende endnu en dygtig kunstners virke. Annas billeder får én til at stoppe op og tænke over naturens skønhed og perfektion - en dygtig kunstner, der behersker det figurative maleris mange facetter. Det er en stor glæde at udnævne Anna til Gentoftekunstneren 2017".

Med anerkendelsen følger en pris på 25.000 kr. Der holdes reception for Anna Blincoe den 10. januar kl. 16-18 på Gentofte Rådhus.

Om Gentoftekunstneren

Siden 1994 har Gentofte Kommune årligt udnævnt en billedkunstner bosiddende i Gentofte Kommune til Gentoftekunstneren. Den udpegede kunstner modtager en pris på 25.000 kr. og producerer et antal kunstværker, som anvendes til repræsentationsgaver i det indeværende år. Derudover figurerer et af Gentoftekunstnerens værker på årets julekort.

Udnævnelsen af Gentoftekunstneren skal bidrage til at skærpe opmærksomheden omkring kulturen i Gentofte Kommune og sætte fokus på de kunstneriske potentialer, som findes i her.