Tilladelse til udledning af tag- og overfladevand fra Mosegårdskvarteret

I forbindelse med klimatilpasning af Mosegårdskvarteret meddeler Natur og Miljø, Gentofte Kommune, tilladelse til nedsivning og udledning af tag- og overfladevand til Nymosen samt dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3.

NIRAS har den 13. februar 2018, på vegne af Gentofte Kommune Park og Vej og Novafos A/S, ansøgt om tilladelse til nedsivning og udledning af tag- og overfladevand til Nymosen samt om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens §3.

Ansøgningerne vedrører klimatilpasning af Mosegårdskvarteret, hvor der etableres et LAR-anlæg, der har til formål at håndtere skybrud og afkoble vejvand og delvist tagvand i et fælleskloakeret område med kapacitetsproblemer i afløbssystemet.

Tilladelse til udledning er behandlet efter § 28 stk. 1 i Miljøbeskyttelsesloven og Spildevandsbekendtgørelsen. Dispensation fra § 3 er behandlet efter Naturbeskyttelseslovens § 65 stk. 2. Tilladelse til udledning og dispensation fra Naturbeskyttelseslovens §3 er meddelt på en række vilkår.

Klagevejledning

Gentofte Kommunes afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dato, hvor afgørelsen er meddelt. Klagen skal være indgivet senest den 18. september 2018.

Hvis afgørelsen er påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, vil fristen for at anlægge sag dog være 6 måneder efter Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse foreligger.