Velkommen til to nye direktører

1. december tiltræder to nye direktører i Gentofte Kommune.

Anders-Peter Østergaard bliver direktør for Børn, Skole, Kultur, Unge og Fritid og Helle Wagner Gehlert bliver ny økonomidirektør. 

De to direktører afløser dels tidligere økonomidirektør Jeppe Bøgh Andersen og dels Torben Frølich, der 1. september satte sig i stolen som Gentofte Kommunes kommunaldirektør.

Anders-Peter Østergaard kommer fra en stilling som Børne- og Kulturdirektør i Hillerød Kommune, hvor han de seneste 8 år har været direktør for Skoleafdelingen, Dagtilbudsafdelingen, Familie- og Sundhedsafdelingen samt fagansvarlig for Kultur- og Fritidsafdelingen. Anders-Peter Østergaard har betydelig ledelseserfaring og evner at sætte en ambitiøs retning med fokus på den enkelte borger. 

 

Helle Wagner Gehlert har de seneste fem år været chef for Økonomi & Stab i Albertslund Kommune og har herudover 15 års erfaring fra Gladsaxe Kommune. Helle Wagner Gehlert har stor indsigt i kommunaløkonomi og kommunaløkonomisk styring og et stærkt strategisk fokus på udvikling og værdiskabelse for borgerne.

"Jeg glæder mig overordentlig meget til samarbejdet med både Helle og Anders-Peter", siger kommunaldirektør Torben Frølich. "De har begge en dyb viden på hver deres områder – og stor erfaring med ledelse og samarbejde både internt og eksternt. Derfor har jeg også store forventninger til, at de sammen med politikere, medarbejdere og borgere vil bidrage til, at Gentofte Kommune bliver et endnu bedre sted at leve, bo og arbejde".