Gentofte er landets sundeste kommune

Nyt sundhedsbarometer giver Gentofte førstepladsen, når det kommer til sundhed i landets kommuner. Udvalgsformand mener, kommunen skal udnytte det gode udgangspunkt.

Borgerne i Gentofte lever i landets sundeste kommune. Det viser det nye såkaldte Sundhedsbarometer, som nyhedsbrevet Kommunal Sundhed og Dagens Medicin står bag.

Sundheds Barometeret, der blev offentliggjort tirsdag, sammenligner sundheden i alle landets kommuner ud fra 38 indikatorer.

Målepunkterne tæller alt fra lægedækningen i kommunerne, andelen af borgere med overvægt eller sukkersyge, andelen af fysisk aktive samt en lang række andre forhold såsom uddannelsesniveau, erhvervsfrekvens og indtægtsforhold.

Resultatet glæder formanden for kommunens Ældre-, Social- og Sundhedsudvalg, Bente Frimodt-Møller:

"At blive kåret til landets sundeste kommune ser jeg som et stort skulderklap til Gentoftes borgere, der i høj grad prioriterer en sund og aktiv livsstil for sig selv og deres familier. De er generelt gode til at reagere tidligt på sygdomstegn og er lydhøre overfor forebyggelsestiltag og gode råd om sundhed", siger Bente Frimodt-Møller.

Medvind skal udnyttes

Barometeret bygger på nogle af de samme årsagssammenhænge, som blandt andet Sundhedsstyrelsen og forskellige forskere tidligere har peget på: At ressourcestærke borgere, der er højt uddannet, også klarer sig godt sundhedsmæssigt.

Bente Frimodt-Møller medgiver, at de socioøkonomiske forhold har stor betydning for sundhedstilstanden i kommunen. Men hun mener ikke, at de bærer hele forklaringen. Som eksempel fremhæver hun, at de 25 % af borgerne i Gentofte der tjener mindst, har samme indkomst som samme gruppe set på landsplan.

Borgerne en del af løsningen

Gennem årene har Gentofte Kommune investeret kraftigt i at give alle borgere en sund livsstil. For eksempel indførte kommunen en times obligatorisk leg og bevægelse dagligt for alle børn og unge året inden skolereformen tog emnet op.

Kommunen har også løbende moderniseret haller og idrætsanlæg for at give alle mulighed for en aktiv fritid.

Ungeområdet er et sted, hvor Gentofte Kommune aktuelt sætter ekstra ind. Her er der indført gratis psykologhjælp, og et opgaveudvalg af borgere og politikere ser på, hvordan man kan knække kurven for unges brug af rusmidler.

"Det er naturligt for os at inddrage vores borgere i arbejdet med at hæve sundheden der, hvor der er nogen, der halter efter. Vi ved, at det skaber mere motivation og bedre muligheder for varige resultater. Og så vil vi da også gerne holde fast i den flotte førsteplads på sundhedsbarometeret", siger Bente Frimodt-Møller.

Sundhedsbarometeret er lavet af Dagens Medicin og nyhedsbrevet Kommunal Sundhed og bygger på tal fra Danmarks Statistik, Sundhedsstyrelsen/SDU, Sundhedsdatastyrelsen, Undervisningsministeriet samt Praktiserende Lægers Organisation (PLO). 

Læs mere om Gentofte Kommunes sundheds- og forebyggelsesarbejde på gentofte.dk

 

Ansvarlig for siden:

Social & Sundhed
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, , ,