På JAC, som har en bred vifte af blandt andet beskæftigelses- og aktivitetstilbud for borgere med særlige behov, har de vendt den traditionelle ledelsesmetode på hovedet og arbejder ud fra, at medarbejderne sidder med guldet og den vigtigste viden. De kalder sig 90 % ledelsesløse, og det har været med til at skabe et så godt arbejdsmiljø for både medarbejdere og borgere, at det nu er kåret til Danmarks bedste blandt offentlige arbejdspladser.
Det er 19. gang, at Great Place to Work kårer Danmarks Bedste Arbejdspladser blandt de virksomheder og organisationer, der har valgt at få taget temperaturen på det psykiske arbejdsmiljø og trivslen blandt medarbejderne. I alt har 29.267 medarbejdere i 141 danske virksomheder og organisationer deltaget i Great Place to Works undersøgelse. Great Place to Work kårer de bedste arbejdspladser i 51 lande verden over.
Fakta om JAC
JAC tilbyder STU, afklaringsforløb, kompetenceudvikling, støttet og beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud, snoezelen, ergoterapi og fysioterapi til voksne med særlige behov. Der er ca. 400 borgere tilknyttet JAC og godt 110 medarbejdere ansat. Læs mere på
Job-, Aktivitets- og Kompetencecenterets hjemmeside.