Gentofte sprinter for verdensmålene

Vi sætter turbo på idéudviklingen, når Gentofte Kommune d. 20. november åbner dørene til arrangementet Gentofte sprinter for verdensmålene.

Verdensmål for bæredygtig udvikling

På 4,5 time skal de ca. 40 tilmeldte hold omdanne udfordringer til gode, bæredygtige løsninger.

Hvordan får Gentofte Danmarks mest bæredygtige villahaver? Hvordan kan vi bedst opsamle og bruge regnvand? Og hvordan børnehaver kan servere mere klimavenlig mad? Disse og mange andre udfordringer vil der blive udviklet kreative, bæredygtige løsninger på, når Gentofte Kommune d. 20. november åbner dørene til Gentofte sprinter for verdensmålene i rådhushallen.

"Det er en ny måde at arbejde på for os. Ved at samle en masse gode kræfter under samme tag vil vi gerne vise, at vi er rigtig mange, der på hver sin måde tager skridt i retning af en mere bæredygtig verden", siger Kristine Kryger, der er medlem af Kommunalbestyrelsen og formand for opgaveudvalget 'FN's verdensmål i Gentofte'.

Omkring 40 hold er tilmeldt Gentofte sprinter for verdensmålene. Hvert hold består af 4-6 deltagere, der er en god blanding af medarbejdere fra kommunen, lokale virksomheder og foreninger. Fælles for dem alle er, at de har formuleret en udfordring, de gerne vil finde en bæredygtig løsning på.

"Målet er, at alle hold har en konkret idéskitse med sig hjem, som de efterfølgende kan teste og forhåbentlig gøre til virkelighed. Jeg er meget spændt på at se, hvor meget vi som kommune og lokalsamfund rent faktisk kan rykke på bare én dag ved at samle kræfterne", siger Kristine Kryger.

På deltagerlisten til Gentofte sprinter for verdensmålene står bl.a. den lokale gymnastikforening LG Gymnastik. Her vil direktør Pernille Urhøj-Kjær og to trænere arbejde med udfordringen ' hvordan gør vi LG's forårsopvisning mere bæredygtig?'

"Forårsopvisningen er hvert år en kæmpe fest med 5 x 2.000 tilskuere, kostumer, balloner, mad osv., så der er masser at tage fat på. Vi vil bruge timerne i rådhushallen til at endevende forårsopvisningen og forhåbentlig få en bunke gode ideer med os hjem til, hvor vi skal sætte ind for at gøre forårsopvisningen mere bære bæredygtig", forklarer Pernille Urhøj-Kjær.

I Gentofte har kommunalbestyrelsen valgt, at FN's 17 verdensmål skal bruges som løftestang til endnu mere bæredygtig udvikling. Opgaveudvalget FN's verdensmål i Gentofte består af ti borgere og fem medlemmer af kommunalbestyrelsen, som bl.a. har taget initiativ til begivenheden i Rådhushallen d. 20. november for at skabe synlighed, engagement og handling omkring verdensmålene lokalt.