Engelhardts søjler og skilte

Designer Knud V. Engelhardt står bag kommunens særprægede plakatsøjler og vejskilte med det velkendte ”Gentoftehjerte”.

Vejskilte

I midten af 1920’erne blev vejskilte sat op i hele Gentofte Kommune. De nye, emaljerede skilte var designet af Knud V. Engelhardt (1882-1931) og lagde grundstenen for design i det offentlige rum. Med sin helt særegne typografi, hvid skrift på gråsort baggrund og med hjerter over bogstaverne ”i” og ”j”, skabte Engelhardt et offentligt navigationssystem, hvis karakteristika er klarhed, enkelthed og ikke mindst læsbarhed.

Imidlertid viste det sig, at holdbarheden på de emaljerede skilte var for ringe, hvorfor de i 1954 blev afløst af støbte aluminiumsskilte (Godkendt af Engelhardts bror.).

Oprindelig hørte der ingen tal til Engelhardts gadeskilte-alfabet. Men da det senere viste sig nødvendigt med tal også, udviklede Gentofte Kommune i 1994 en taltype, der er tilpasset Engelhardts fine alfabet, og som tager afsæt i Engelhardts egne tal til husnummerskilte - et design han også udviklede til Gentofte Kommune.

Plakatsøjler

Samtidig tegnede Knud V. Engelhardt også plakatsøjler, som stadig står rundt i kommunen. Jernbetonsøjlerne bærer en egenartet cirkulær hat med skygge eller udhæng, der beskytter plakaterne. Dette design er ikke typisk for datidens søjler, som ses ved Aage Paul-Petersens plakatsøjle med kobberkuppelen fra samme periode. Engelhardt arbejdede i modernismens funktionalistiske æstetik, hvor den ornamentfrie stil fremhæver funktionen og rationaliteten.

For Engelhardt var opgaver for det offentlige en æressag. Han ville have, at funktionalitet, æstetik og kvalitet skulle skabe glæde i det offentlige rum. Engelhardts skrifttype, gadenavneskilte og plakatsøjler er udformet specifikt til Gentofte Kommunes offentlige rum, og er nu repræsenteret på Danmarks Design Museum.

For yderligere information, kontakt Gentofte Kommunes arkitekturrådgiver Christian Olesen, tlf. 39 98 85 32, mail cho@gentofte.dk