Munkegårdsskolen - Gentofte Kommune

Munkegårdsskolen

Munkegårdsskolen blev fredet i 1995. Skolen er et hovedværk blandt den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsens arbejder.

Professor og arkitekt Arne Jacobsens skolebygning blev udviklet fra 1949 og stod færdig i 1956 som et ”gesamtwerk”.

Betegnelsen "gesamtwerk" betyder, at Arne Jacobsen har tegnet og været involveret på alle niveauer i byggeriet, lige fra den overordnede struktur og til alle detaljer i belysning, inventar, scenetæpper og gardiner og haveplaner. Det er en stor og velstruktureret helhed, der med det nære samspil mellem arkitektur og havekunst virker hjemlig.

I 2000 besluttede Gentofte Kommune, at alle de kommunale skoler skulle tilbyde projektorienterede læringsfaciliteter.

I 2004 blev der i samarbejde med Kulturstyrelsen udviklet en bevarings- og vitaliseringsstrategi, samt planlagt et ambitiøst restaureringsprojekt for Munkegårdsskolen. Planerne resulterede i blandt andet en 1600m2 udbygning direkte under skolegården - en såkaldt ”parterreudbygning” - med store dagslysindtag fra atriumgårde. Parterreudbygningen er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og stod færdig i 2009.

Sideløbende med parterreudbygningen og frem til og med første halvår 2013, er der gennemført en omfattende restaurering af Arne Jacobsens arkitektur på skolen.

Munkegårdsskolen fremstår sammen med Dorte Mandrups tilbygning som en absolut moderne skole med arkitektoniske kvaliteter i særklasse.

For yderligere information, kontakt Gentofte Kommunes arkitekturrådgiver Christian Olesen, tlf. 39 98 85 32, mail cho@gentofte.dk

Find stedet: Vangedevej 178, 2870 Dyssegård.