Nu har du mulighed for at deltage i årets historiefestival om TRO i kulturen og historien. Festivalen fortæller om, hvordan troen har påvirket vores kultur og historie, og hvordan troen viser sig som en ny kulturel tendens og en moderne subkultur i dag. Troen er synlig overalt i vores samfund med mange forskellige forestillinger og udtryksformer.
Festivalprogrammet i Gentofte byder på 13 lokale arrangementer for børn og voksne – inden for kunst, musik, film, debat, historie og litteratur. Arrangementerne viser på forskellige måder troens mange ansigter og filosofiske facetter.
Program
Tro i kunsten og vores hverdag - AFLYST!
Ordrupgaard, 9. september kl. 18.30-21
Debataften om religionens betydning i kunsten og i vores hverdag. Aftenens program indeholder en kort introduktion til Ordrupgaards malerier med religiøse motiver v/ museumsinspektør Lise Harbeck.
Efterfølgende debat og foredrag med de to meningsstærke præster Kristian Høvring Høeg fra Messiaskirken og Per Ramsdal fra Brorsons Kirke. Der vil være mulighed for at købe drikkevarer.
Entré 125 kr. Billetter købes på www.fof-gentofte.dk eller 39 63 70 10
Filosofi med børn om livets store spørgsmål
Børnebiblioteket, Gentofte Hovedbibliotek, 10. september kl.13 & kl.14.
”Børn kan da ikke filosofere!” Jo, det kan de netop. I denne workshop vil en filosof fra Filosofipatruljen sammen med en gruppe børn udforske filosofiske spørgsmål. Hvad er forskellen på dig og mig? Hvorfor er jeg den, jeg er? Hvad sker der, når vi dør? Skal man altid dele retfærdigt?
For 8-10 år kl. 13 & for 11-13 år kl. 14. Forældre er velkomne til at kigge på.
Gratis. Tilmelding på Børnebiblioteket 39 98 58 19
Koncert med sangskatte
Gentofte Hovedbibliotek, 10. september kl. 14-15
Lørdagskoncert med Westfall/Brohuus duo, som spiller danske sange og salmer udsat for guitar og trommer. Anders Westfall og Ulrik Brohuus har begge rødder i rytmisk musik og jazz. De kombinerer koncert, egne numre, fællessang, højskolesange, salmer og lækkert lys. Duoen giver deres instrumentale og sangbare versioner af, hvordan en flig af sangskatten kan lyde anno 2011.
Gratis. Mød bare op!
Musikken, kunsten og religionen – hør Anne Linnet i Helleruplund Kirke
Helleruplund Kirke, 16. september kl. 20 (dørene åbnes kl. 19.30)
Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 1970’erne. Hun har gennem årene opnået stor anerkendelse for sine eksperimenterende musikgenrer: Pop, klassisk og rock med ærlige, politiske, eksistentielle og religiøse tekster. Ved koncerten vil Anne Linnet synge et udvalg af sine egne sange og salmer, sange fra det samarbejde hun siden 1989 har haft med Johannes Møllehave og sange fra sin bearbejdelse af Tove Ditlevsens tekster.
Entré 150 kr. Billetter købes på www.booking.gentofte.dk eller ved henvendelse på Gentofte Bibliotekerne.
Tro og overtro på Bernstorffs tid
Bernstorff Slot, 12. september kl. 19-20.30
Hvordan var det med tro og overtro på Bernstorff Slot og blandt gentoftebønderne? Etnolog Line Jørgensen fortæller levende om tro, overtro og hverdagslivet på det fine Bernstorff Slot og på de mere beskedne bøndergårde i Gentofte.
Entré 50 kr. Billetter købes på www.booking.gentofte.dk
Før og efter – Johannes Jørgensens lyrik før og efter han blev katolik
Gentofte Hovedbibliotek 14. september 17-18.30
Foredrag ved litteraturhistoriker, dr. phil. Pil Dahlerup om Johannes Jørgensen, som i Europa er kendt for sine store helgenbiografier, bl.a. Frans af Assisi. Foredraget vil sammenligne Johannes Jørgensens lyriske temaer og lyriske teknik før og efter den religiøse omvendelse. Skiftede han kunstnerisk strategi, eller kunne han udtrykke to forskellige universer med de samme midler?
Entré 50 kr. Billetter købes på www.booking.gentofte.dk
Kunstvideoer udfordrer trosbegrebet
Ordrupgaard, 14. september, kl. 17-19
Screening af kunstvideoer, der med forskellige vinkler understreger trosbegrebets enorme alsidighed og forståelser. Via nyere værker af anerkendte videokunstnere som Lillibeth Cuenca Rasmussen (DK/PH), Lars Laumanns (N), Søren Martinsen (DK), Vladimir Tomic (DK/BA) og Morten Dysgaard (DK) undersøges begrebets forskellige udkrystalliseringer eksempelvis som transcendens, panteisme og alternative trosformer. Programmet introduceres af kunstkonsulent Aukje Lepoutre Ravn
Gratis når entré til Ordrupgaard er betalt
Von Spreckelsen i Vangede
Vangede Kirke, 14. september kl. 19.30-21.30
Foredrag med arkitekt og ekstern lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole Karin Skousbøll om den berømte arkitekt Johan Otto von Spreckelsen og hans kirke i Vangede. Spreckelsen var blandt andet hovedmanden bag Menneskehedens Triumfbue i Paris. Han var selv et troende menneske, hvilket betød meget for hans måde at arbejde med arkitekturen på. Efterfølgende omvisning i kirken.
Entré 50 kr. Billetter købes på www.booking.gentofte.dk
Billedforbuddet i jødedommen og islam
Øregaard Museum, 15. september kl. 17-18.30
Hvordan har troen påvirket billedudtrykket i de jødiske og islamiske kulturer? Seniorforsker, Dr. Phil. Mirjam Gelfer Jørgensen, fortæller om den rige og mangfoldige billedverden, der blomstrede i de jødiske og islamiske kulturkredse, selvom troen satte grænser for de kunstneriske udfoldelser.
Entré 75 kr. Tilmelding på oremus@gentofte.dk
Tro i det filmiske univers
Gentofte Kino, 17. september kl. 10.30
Tro og overtro har altid spillet en stor rolle i det filmiske univers. Filmbranchen i Danmark var endnu ung, da de første religiøse temaer tonede frem. Verdens største instruktører har været fascineret og inspireret af tro, og aldrig har Hollywood skabt større scenerier end, når de religiøse strenge blev slået an. Sammen med filmekspert og præst Jes Nysten vil biografdirektør Erik Hamre tage tilskuerne med på en odysse ind i troens verden med klip, sekvenser og anekdoter.
Entré: 80 kr. inkl. kaffe eller te. Billetter købes på www.gentoftekino.dk
Per Kirkebys religiøse motiver
Gentofte Kirke, 17. september kl. 14-15.30
Foredrag med kunsthistoriker Mikael Wivel om Per Kirkebys arbejde med religiøse motiver i hans billedkunst, blandt andet hans smukke glasmosaikker i Gentofte Kirke.
Entré 100 kr. Billetter købes på www.booking.gentofte.dk
Gå i søndagsskole for en dag
Gentofte Kirke, sognegården, 18. september kl. 12-14
Børneworkshop hvor børn fra 6 år prøver at gå i søndagsskole, som da oldemor var knægt. Børnene synger salmer, lærer vers udenad, skriver med pen og blæk og hører spændende historier fra biblen. Afslutningsvis leges gamle lege på præstens gårdplads. Der vil være flidspræmier.
Gratis. Mød bare op!
Gravenes symboler
Gentofte Kirke, 18. september kl. 14-15.30
Kirkegårdsvandring med masser af spændende historier om de personer, som ligger begravet på Gentofte Kirkegård. Guide Lene Fordsmand vil i sin fortælling have særlig fokus på gravstenenes udsmykning og symbolik.
Entré 50 kr. Billetter købes på www.booking.gentofte.dk
Gentofte Barokdage
22.-25. september
Det giver genlyd af skøn musik fra barokkens mestre, når virtuose internationale solister og festivalens barokorkester lader instrumenterne klinge i kirker, slotte og museer.
Du finder programmet for Gentofte Barokdage på www.gentoftebarokdage.dk
Billetter til Gentofte Barokdage købes på www.booking.gentofte.dk.
Festivalen koordineres af Lokalhistorisk Arkiv, 39 98 58 20, lokalarkiv@gentofte.dk i samarbejde med Golden Days
Arrangører
FOF Gentofte, 39 63 70 10, www.fof-gentofte.dk
Gentofte Bibliotekerne, 39 98 58 00, www.genbib.dk
Ordrupgaard, 39 64 11 83, www.ordrupgaard.dk
Øregaard Museum, 39 61 11 07, www.oremus.dk
Gentofte Kino, 39 65 33 50, www.gentoftekino.dk
Helleruplund Kirke, 39 62 17 41, www.helleruplund.dk
Gentofte Kirke, 39 65 05 03, www.gentoftekirke.dk
Vangede Kirke, 39 96 22 90, www.vangedekirke.dk