Regnvand i haven

Fremtidens klimaændringer vil gøre det sværere at få plads til regnvandet i kloakken og vil øge risikoen for oversvømmelser. Som haveejer kan du være med til at modvirke presset på kloaknettet ved at håndtere regnvandet på din egen grund og få penge for det.

Det er godt for både have, kældere og vores kloakker, hvis du som grundejer selv gør en indsats for at nedsive regnvand i egen have og på egen grund.  På disse sider har vi samlet materiale om, hvordan man kommer i gang med selv at håndtere sit regnvand på egen grund.

Du finder bl.a. information om mulighederne for at forsinke og nedsive regnvandet på egen grund, om det frikommuneforsøg, der giver mulighed for, at du selv kan anmelde dine nedsivningsløsninger til regnvand uden at skulle søge om tilladelse, samt mulighederne for tilbagebetaling af tilslutningsbidraget ved håndtering af regnvand på egen grund. Få gode råd om skybrudssikring og hvordan du leder vandet væk fra dit hus på klimatilpasning.dk.

Mulighed for forsinkelse eller nedsivning af regnvand

Håndtering af regnvand på egen grund kan ske ved forsinkelse og/eller nedsivning. I forsinkelsesløsninger tilbageholdes regnvandet, så det forsinkes i at nå frem til kloaknettet, hvorved regnvandets påvirkning af kloaknettet fordeles over længere tid. Læs mere om forsinkelse af regnvand her.

I nedsivningsløsninger holdes en del eller alt nedbør på egen grund, hvorved belastning af kloaknettet reduceres ellers helt undgås. Læs mere om nedsivning her.

Nedsivning af regnvand på egen grund kræver som udgangspunkt tilladelse fra kommunen, men med frikommuneforsøget, er det blevet muligt, at man selv kan anmelde sine nedsivningsløsninger til regnvand uden at skulle søge om tilladelse.

 
Frikommuneforsøg

Gentofte Kommune deltager sammen med Gladsaxe og Viborg Kommuner i et frikommuneforsøg, der giver mulighed for, at borgere selv kan anmelde deres nedsivningsløsninger til regnvand uden at skulle søge om tilladelse.

I Gentofte Kommune begrænser forsøget sig til i første omgang til enfamiliehuse i udpegede områder. Læs mere om frikommuneforsøget her og se om din ejendom ligger i et af de udpegede forsøgsområder.

Frikommuneforsøget løber frem til 1. juli 2017

Få penge for dit regnvand

Hvis du kan få mindst halvdelen af dit regnvand til at sive ned i jorden på din egen grund, kan du i Gentofte Kommune blive helt eller delvist afkoblet fra kloakken. Nordvand A/S har i det tilfælde mulighed for at tilbagebetale op til 40 % af det bidrag, du har betalt for at være tilsluttet afløbssystemet. I 2015 udgør det engangsbeløb, der kan tilbagebetales for et enfamiliehus, ca. 24.000 kr.

Læs mere om tilbagebetaling af tilslutningsbidraget på Nordvands hjemmeside.

Du ansøger om tilbagebetaling i det skema, hvor du henholdsvis ansøger om nedsivning af regnvand i faskine eller anmelder dit nedsivningsanlæg.

Oversvømmelser og vejralarmer

Ved kraftige regnskyl kan der forekomme så meget regn- og spildevand, at kloakledningerne bliver overbelastede. Det kan betyde, at spildevandet løber op igennem afløbene på veje og i kældre.

Som kommune har vi ansvar for en effektiv afledning af dit spildevand fra stueplan og op, mens det er dit ansvar som grundejer, at sørge for afledning af dit spildevand fra kældre.

Brancheorganisationen Forsikring og Pension har udviklet to værktøjer, som kan hjælpe dig med at være ajourført med vejret, så du kan være ude i tide med at skybrudssikre dit hus, hvis kraftig regn er på vej.

Husets Vejralarm - en gratis App med varsel om hårdt vejr på udvalgte lokaliteter samt gode råd om forebyggelse - kan downloades fra App Store eller Google Play.

Vejrtjenesten Forsikringsvejr - gratis sms tjeneste med varsel om hårdt vejr på udvalgte lokaliteter.

Læs mere om oversvømmelser på Gentofte Kommunes hjemmeside.