Katrine Kondrup Ekelund, assistent i hjemmeplejens administration

Katrine Kondrup Ekelund, assistent i hjemmeplejens administration:

Hvilke arbejdsopgaver løser du normalt?
Jeg sidder til dagligt med rigtig mange forskellige opgaver – alt lige fra ID-kort til mine kolleger, som kører ud til borgerne, til anmeldelse af arbejds-/ansvar-/bilskader.
Derudover har jeg mange ad hoc opgaver, som skal gøre hverdagen nemmere for både ledere og medarbejdere i vores organisation. Dvs. jeg servicerer ved problemer med printere, platformen og kontorartikler og rigtig mange andre ting.

Hvordan har corona forandret din arbejdsdag, dine opgaver eller din måde at arbejde på?
De første 14 dage, hvor jeg arbejdede på kontoret, var der ekstra mange opgaver, der skulle løses – også opgaver som jeg normalt ikke varetager. Heldigvis har vi arbejdsbeskrivelser på alle opgaver. Det gjorde, at opgaverne blev løst på trods af den manglende erfaring. Som Pippi siger: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”. Jeg arbejder hjemmefra nu, og nu har jeg tid til at lave de ”kedelige” opgaver, som normalt udskydes.

Hvordan kommunikerer du med dine kollegaer?
Hver morgen siger vi godmorgen til hinanden med en mail. Det er virkelig rart at fornemme, at mine kolleger stadig er der ude på den anden side - ellers bruger vi telefon og mails.

Hvad har coronakrisen lært dig?
Hvor vigtigt det er at få den daglige sparring og kontakt generelt med mine kolleger og min leder. Jeg har altid sat pris på mine kolleger, men gør det altså ekstra meget nu. Da vi fik indført arbejdsbeskrivelser på alle vores opgaver, syntes jeg først, at det var lidt ’overkilled’. Men i en tid som denne, hvor ikke alle opgaver kan løses hjemmefra, give det virkelig god mening. Det betyder, at mine kolleger og jeg kan hjælpe hinanden, uanset hvor vi arbejder fra.

Hvad ville dit bedste råd evt. være til en arbejdsdag under coronakrisen?
At man skal indstille sig på at ens arbejdsopgaver ændrer sig. Hvis man arbejder hjemmefra, så sørg for alligevel for at have kontakten til dine kolleger – så tæt på rutinerne som muligt. Erkend at man ikke både kan være medarbejder, lærer, pædagog, skolelærer, madmor, oldfrue på én gang – og det er OK.

Og så vil jeg gerne sige, at det er nogle seje mennesker, som arbejder i hjemmeplejen og i sundhedssektoren generelt – I gør et helt vildt vigtigt stykke arbejde.