Drik vand
Sluk tørsten i vand og dæk størstedelen af væskebehovet med vand.
Frugt og grønt
Børn mellem 4-10 år bør spise mellem 300 - 500 gram frugt og grønt om dagen, mens børn og unge over 10 år bør spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Husk at halvdelen af de 300-500 gram, henholdsvis af de 600 gram, skal være grønsager, gerne grove typer som kål, rodfrugter og bønner.
Spis mindre sukker
Sukker og sukkerholdige drikke er unødvendigt. Sukker nedsætter muligheden for at få vitaminer og mineraler nok og øger risikoen for overvægt og huller i tænderne.
Børn og energidrikke
På grund af deres høje indhold af koffein frarådes det, at børn drikker energidrikke. Indtagelse af koffeinholdige læskedrikke kan være problematisk for børn og unge, idet selv et mindre indtag af koffein vil kunne medføre forbigående adfærdsforandringer, f.eks. forøget uro, irritabilitet, nervøsitet og angst.
Alkohol
Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn og unge under 16 år ikke drikker alkohol. Unge mellem 16 og 18 år anbefales at drikke mindst muligt og stoppe før 5 genstande ved samme lejlighed.