Gå til hoved indhold

Regler for spørgetid

Som borger i kommunen kan du stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen.

Læs reglerne for offentlig spørgetid

  1. Kl. 19.00*) forud for første punkt på dagsordenen til hvert ordinært offentligt møde i kommunalbestyrelsen afholdes offentlig spørgetid af sædvanligvis maksimalt ½ times varighed. Spørgsmål, der ikke kan nås inden for den sædvanlige spørgetid, henvises til næste ordinære møde. Borgmesteren kan dog – såfremt spørgsmålenes antal eller beskaffenhed giver anledning dertil – forlænge spørgetiden med yderligere indtil ½ time.

  2. Spørgsmål kan stilles af enhver borger i Gentofte Kommune skriftligt eller mundtligt og skal rettes til kommunalbestyrelsen eller dens enkelte medlemmer.

  3. Skriftlige spørgsmål skal være kommunalbestyrelsen i hænde senest 8 dage før det møde, hvori spørgsmålet ønskes besvaret. På mødet oplæses spørgsmålet af spørgeren.

  4. Borgere, der ønsker at stille mundtlige spørgsmål, skal inden mødets begyndelse indtegne sig på en fremlagt liste. Fristen for indtegning udløber et kvarter før mødets begyndelse. På listen skal spørgeren anføre navn og adresse, hvem spørgsmålet stilles til, samt ved stikord hvad spørgsmålet omhandler.

  5. Såvel skriftlige som mundtlige spørgsmål skal være kort formuleret. Spørgsmålene skal normalt kunne fremsættes på 1 minut og besvares på 2 minutter. Herudover kan der gives tid til en kort kommentar fra henholdsvis spørgeren og det kommunalbestyrelsesmedlem, som har besvaret spørgsmålet.

  6. Spørgsmål, der rettes til enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen, besvares af disse. Rettes spørgsmålet til kommunalbestyrelsen, afgør borgmesteren, hvem der skal besvare forespørgslen.

  7. Efter besvarelsen kan kommunalbestyrelsens medlemmer begære ordet for at give spørgeren korte supplerende svar eller kommentarer af normalt indtil 1 minuts varighed. Spørgeren har mulighed for kort at kommentere sådanne indlæg. Borgmesteren kan om fornødent begrænse antallet og varigheden af indlæg fra kommunalbestyrelsens medlemmer og spørgeren.

  8. De stillede spørgsmål skal vedrøre kommunale forhold og bør være af almen interesse for kommunens borgere. Spørgsmål, der vedrører punkter på dagsordenen for det offentlige møde, besvares ikke i spørgetiden, men under behandlingen af punktet på dagsordenen. Spørgeren har ikke mulighed for at få ordet i denne forbindelse.

  9. Spørgsmål, der indeholder angreb på tredjemand eller røber privatlivet tilhørende forhold eller andre anliggender, som ikke kan offentliggøres, kan borgmesteren afvise på kommunalbestyrelsens vegne. Det samme gælder spørgsmål, der genfremsættes i samme eller i lignende form tidligere end 6 måneder efter første besvarelse. Spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares, kan henvises til besvarelse i næste ordinære møde.

  10. Spørgetiden bortfalder i de møder, der ligger indenfor de sidste 4 måneder før et kommunevalg.

  11. Opstår der tvivl om forståelsen af disse regler, fortolkes reglerne af borgmesteren. Er et kommunalbestyrelsesmedlem utilfreds med borgmesterens afgørelse, kan medlemmet efter spørgetiden forlange, at spørgsmålet tages op til endelig afgørelse på det næste kommunalbestyrelsesmøde, men er, indtil den endelige afgørelse foreligger, forpligtet til at følge borgmesterens afgørelse.

  12. Reglerne er trådt i kraft den 1. juni 1991.

Vedtaget af Gentofte Kommunalbestyrelse den 23. april 1991.

*) Opdateret i henhold til Kommunalbestyrelsens beslutning den 24. september 2018 - dagsordenens punkt 21 - om at ændre mødetidspunktet for Kommunalbestyrelsen til kl. 19:00.